Optimismen i den hårdt prøvede danske modebranche spirer, lyder det fra modebranchen samtidig med at den københavnske modeuge indledes i morgen. Omsætningen i industrien er stigende, og seks af ti modefirmaer venter vækst i det kommende halvår.
Samtidig vil to af ti ansætte flere til at håndtere deres stigende salg, viser en undersøgelse foretaget af brancheorganisationen Dansk Mode & Textil. For et år siden var det kun én af ti virksomheder, der ville udvide staben, skriver borsen.dk.
Men de sorte skyer er ikke med ét blæst væk fra den danske modehimmel. Hver tredje modeproducent har røde tal på bundlinjen i sit seneste regnskab, viser en stor Deloitte-analyse, og under 50 pct. af virksomhederne i analysen har præsteret overskud i hvert af de seneste tre år.
Børsen