Mens artiklerne om virksomheder, der trækker marketingfunktionen in-house, fylder meget i disse tider, vælger en annoncør at gå den modsatte vej.

Tøjfirmaet Les Deux havde således ind til for kort tid siden deres egen marketingsafdeling, som bl.a. sørgede for, at brandet på halvandet år gik fra syv til 150 butikker i Norden.

Nu er marketingsafdelingen imidlertid erstattet af det nystartede reklamebureau 2 graphic, og bag bureauet står Les Deux’ tidligere marktingsansvarlige og designer Mathias Jensen, der bl.a. kan skrive erfaring fra bureauer som Wibroe, Duckert & Partners og Clan B på cv’et.

Årsagen til, at Les Deux skiller marketingsafdelingen fra, er bl.a., at medarbejderne havde mere at byde på end blot at håndtere brandets egen kommercielle kommunikation, lyder forklaringen.

Derfor åbnes eget reklamebureau under navnet 2 graphic, som er økonomisk støttet af Andreas von der Heide og Kristoffer Haapanen fra Les Deux.  Bureauet vil hovedsaligt beskæftige sig med design, branding og identitet.

Store drømme

2 graphic er kun få dage gammel, men har store ambitioner om at komme bredt ud til alle slags kunder.

– Bureauet er, uden at få storhedsvanvid, tænkt som værende første skridt på vejen til at skabe en “Virgin Group”. Vi vil gerne levere den fulde pakke, fortæller Mathias Jensen og hentyder til den succesrige erhvervsmand Richard Branson.

2 graphic har da også hevet de første par kunder udover Les Deux hjem. Det er dog for tidligt at sige noget om, hvilke det præcist drejer sig om, men der er tale om en bettingside og en større dansk entreprenørvirksomhed. 

På nuværende tidpunkt arbejder Mathias Jensen som ene mand i bureauet, men regner med udvide med to nye medarbejdere inden for det næste halve år.