Det går fremad med syvmileskridt for den danske modetøjsportal Miinto, som sælger modetøj fra 1.300 butikker.
Det skriver epn.dk
En foreløbig opgørelse over omsætningen viser, at salget via portalen er vokset med 60 procent fra 2012 til 2013. I kroner og øre venter virksomheden, at den kommer over de 250 millioner kroner, når det kommer til salg via portalen.
Medstifter og direktør, COO, Konrad A. Kierklo, er ikke utilfreds.
– Det gør mig da stolt. Vi er stadig en ung virksomhed med bare fem år på bagen, der blev etableret af to personer, der studerede sammen. Så det var da lidt surrealistisk at se et nøgletal, der viser, at vi har solgt tøj for en kvart milliard kroner. Men det er heldigvis også det, vi havde forventet, siger han.
Miinto blev stiftet i 2009 af Konrad A. Kierklo og Mike Radoor, og pengene kom blandt andet fra Crazy Daisy-stifter Carsten Mikkelsen og Just-Eat-stifter Jesper Buch.
Epn.dk