En række kunstnere, der alle bevæger sig på kanten af den traditionelle modebranche, åbner modeugen i København med en ”fristil” over læskedrikken Schweppes’ slogan ”slightly more sophisticated”.
Bidragyderne – en række designere, grafikere, stylister, fotografer og kunstnere – har fået frie hænder til at skabe værker, der bevæger sig i grænselandet mellem kunst og mode og leverer et udfordrende kig på moden netop nu.
Værkerne indgår i en publikation – en booklet – som vil være at finde på en række ”fashion spots” under modeugen, og som også danner udgangspunkt for udstillingen”A Slightly More Sophisticated”, der åbner modeugen.
Bookletten er et initiativ fra Schweppes, som dermed sætter en tyk streg under læskedrik-brandets ønske om at bakke op omkring denne inspirerende del af det danske kulturliv.
Et kreativt statement
Janne Blomfeldt, der er produktchef på Schweppes hos Calsberg Danmark, siger:
– Vi er meget stolte af at være med til at præsentere et projekt som dette. For Schweppes er det spændende at arbejde sammen med en flok ildsjæle, der virkelig brænder for noget og har noget på hjerte. Vi vil gerne støtte op om, at de medvirkende får den opmærksomhed, som deres talent og arbejde fortjener.
Initiativet er blevet til i samarbejde med magasinet Cover og bureauet Very, som har været involveret i udvælgelsen af de medvirkende, ligesom de to parter sammen har skabt udstilling og booklet i samarbejde med Schweppes.
Direktør Thomas Bjerg fra Very, der sammen med Frederik Bjerregaard fra Cover har valgt den farverige samling af kunstnere, siger:
– Målet var at lave en udgivelse, der stod som et anderledes kreativt statement, og som gav bidragyderne en mulighed for at formulere deres visioner og inspiration. Vi ville gerne se noget andet her, end det, der ellers foregår i løbet af modeugen.
Kunstnerne er: grafikeren Christian Zander (som optræder under aliasset The Emperor of Antartica), fotografparret Barbara Hvidt og Jan Gleie, 7inch, kunstmodevirksomheden MoonSpoon Saloon, kunstneren Ida Kvetny, der arbejder sammen med designeren Tilde Bjerregaard, kunstneren Isabel Berglund, samt de New York-baserede art directors Julie Lysbo og Jacob Wildschiødtz.
Udstillingen ferniseres i morgen, fredag den 30. januar, på galleri Club Shop i København og vil også kunne besøges i løbet af modeugen..