Det kan næppe komme bag på nogen, der arbejder professionelt med direct mail, at fysiske breve har en kraftig effekt, når man skal henvende sig til modtagerne. Alligevel giver en ny undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Post Danmark nogle bemærkelsesværdigt klare svar, der viser, at danskerne i stor stil foretrækker det fysiske brev frem for elektronisk kommunikation.
Ifølge undersøgelsen foretrækker seks ud af 10 at modtage de breve, der traditionelt er blevet sendt i rudekuverter, eksempelvis fakturaer, forsikringspapirer, årsoversigter, selvangivelser med videre, som fysisk brev frem for elektronisk.
Og det gælder ikke kun den ældre del af befolkningen. Faktisk foretrækker mere end 2/3 dele af de unge mellem 18 og 24 år også at få deres informationer med fysisk post.
Det er der en god forklaring på, mener Mie Femø Nielsen, der er lektor ved kommunikation på Københavns Universitet:
− De unge anser e-mails som et dinosaurmedie. For dem er det ikke nyt og smart, men derimod meget besværligt. Mange synes, det er lettere at åbne et brev, end det er at gå på nettet og downloade et dokument. Unge bruger ikke så meget tid foran computeren, som mange tror, siger hun.
Hurtigt og målrettet
Kontakten gennem et fysisk brev er faktisk hurtigere, end mange umiddelbart tror, idet breve i vid udstrækning bliver åbnet, når de modtages. Over halvdelen af befolkningen åbner deres fysiske post, lige så snart de er hjemme. Det skyldes måske, at et meget stort flertal opfatter fysisk post som et signal om, at indholdet er vigtigt.
Information bliver ifølge undersøgelsens resultater opfattet som mest seriøs, når den modtages som brev, og afsenderen selv bliver også i høj grad mere positivt opfattet gennem et fysisk brev end gennem elektronisk kommunikation. 68 procent mener, at det fysiske brev giver det bedste indtryk af afsenderen.
Før man omlægger sin kommunikation fra ét medie til et andet, er det dog en god idé at inddrage kunderne. Undersøgelsen viser nemlig, at hele 84 procent mener, at det skal være op til den enkelte selv at bestemme, om virksomheder, myndigheder eller organisationer skal informere dem via et fysisk brev eller elektronisk.
Spørger man ikke sin målgruppe, er der risiko for at blive betragtet som uprofessionel og useriøs, og det går ud over den opmærksomhed, der gives til det sendte brev.