De såkaldte low-carb-kure med Dr. Atkins’ som den mest kendte, er for alvor ved at ramme danskerne. I USA har kuren sendt chokbølger gennem brød-branchen og bl.a. tvunget den største brød-producent i knæ. Det skønnes at over 10 procent af alle amerikanere har prøvet en slankekur med et lavt indtag af kulhydrater. På trods af at forbruget af brød også ser ud til at falde i Danmark, og vi spiser mindre kartofler, ris og pasta end for to år siden, forholder brødbranchen sig i ro. I hvert fald indtil videre. Takket være et øget salg af brød af højere kvalitet og pris er det nemlig lykkedes branchen som helhed at begrænse de økonomiske skader. Men målt i både kroner og kilo er der tale om en klar tilbagegang for en bra nche, der omsætter for godt seks mia. kroner. Hos markedets to største spillere Kohberg og Schulstad lægger man ikke skjul på, at man har været ekstremt opmærksom på alt, hvad der er sket i relation til Dr. Atkins.
– I nogen grad har vi da været rystet over det omfang, som Atkins-kuren har set ud til at ville få, men indtil videre ser det ud til, at kuren får et helt andet scenarium i Danmark end i andre lande, siger Kohbergs salgsdirektør Jørgen Petersen, der understreger, at Kohberg Brød efterhånden har lært at leve med, at den ene slankekur og modelune afløser det andet.
Schulstads marketingchef, Peter Gram Møller, mener, at en del af forklaringen på det faldende brødsalg i Danmark, når det måles i kroner, er discount og priskonkurrence. Han betegner Atkins som en bølge, der vil peake og derefter fade ud. Men han er alligevel forberedt på, at Atkins-bølgen kan ramme branchen hårdere i fremtiden.
– Vi er opmærksomme på situationen og har da eventuelle modtræk klar i skuffen, hvis det bliver nødvendigt, siger Peter Gram Møller, der peger på to konkrete modtræk, som brød-branchen kan tage fat på. Det handler dels om produkt-udvikling, dels om sammenhold.
– I de seneste 15 år har vi fokuseret utrolig meget på produktudvikling inden for kategorien af frisk indpakket brød i takt med at selve salget af rugbrød støt og roligt går ned år for år. Men produktudvikling følger megatrends, og den altoverskyggende trend i de senere år er sundhed, siger Peter Gram Møller.

Beredskab

Skrækken for Dr. Atkins og hans kur er aldrig blevet så stor hos konkurrenten Kohberg, at man er begyndt at udvikle alternative typer af brød.
– En sådan kur sætter selvfølgelig et vist pres på produktudviklingen, men man skal huske på, at Atkins ikke hævder, at det er sund mad eller en sund ernæringsvej. Du kan bruge kuren til at skaffe dig nogle hurtige resultater, men man kan ikke leve uden kulhydrater. Derfor har jeg svært at tro, at det får en effekt. Hvis det får effekt bliver det helt sikkert på en helt anden måde end i USA, sig er Jørgen Petersen, der ikke tror danske forbrugere bliver skræmte, sådan som amerikanske.
– Vi har en stor debat om, hvad der er sundt, og derfor vil en sådan bølge blive anderledes i Danmark. Men lige meget hvilke trends som kommer, skal vi være opmærksomme på at tilbyde de produkter som forbrugerne vil have, siger Jørgen Petersen, der ikke vil udtale sig om, hvorvidt Kohberg har nogle konkrete produkter på vej med et lavt indhold af kulhydrater.
– Selvfølgelig er vi opmærksomme på hvad der sker. Vi har vores beredskab klar hvis det bliver nødvendigt, siger han.
Brødbranchen har efter inspiration fra England taget initiativ til at knytte en kontakt til forskningsverdenen. Planen er at kopiere den britiske brødindustri, der med en målrettet informationsstrategi over for ernæringseksperter og pressen har kunnet pacificere Atkins-kurens indflydelse. Senest har Storbritanniens samlede brødindustri lanceret en alternativ kost-diæt for at slå Atkins af banen. Peter Gram Møller vil ikke afsløre, hvad der nu skal satses af ressourcer for at vende kulhydrat-bølgen. Efter britisk forbillede skal der etableres et kontor i brancheregi, der har tæt kontakt til ernæringsforskere og hurtigt kan tolke nye tendenser. Der skal samtidig skabes stærkere kontakt til pressen, i håb om at de kulhydrat-positive synspunkter bedre kan komme ud til befolkningen.
– Selvfølgelig kan vi forsøge at gøre noget for at udvikle produkter med et lavt indhold af kulhydrater, men vi tror mere på, at vi gennem et branchesamarbejde kan højne informationen om sundhed. Man vil ikke se os bruge millioner af kroner på en kampagne, der skal oplyse danskerne om, at det er sundt at spise brød. Vores fornemmeste opgave bliver ikke at banalisere diskussionen om sundhed. Lige nu er det kulhydraterne som står for skud, men på sigt vil de genvinde det tabte, når der kommer en ny bølge, siger Peter Gram Møller.