Det Lego-ejede selskab, Modulex A/S, skal levere skiltning til DaimlerChryslers forhandlere verden over. Opgaven omfatter levering af et nyt indendørs skiltesystem, udviklet i samarbejde med DaimlerChrysler, til samtlige 6000 MercedesBenz forhandlere globalt. Skiltesystemet skal samtidig tilpasses Daimler-Chryslers nye indretningsdesign. Det verdensomspændende projekt vil strække sig over tre-fire år.
– Ordren får en værdi på et trecifret millionbeløb og er dermed et vigtigt skridt i realiseringen af et af vores strategiske mål for de kommende tre-fem år – nemlig at fordoble vores nuværende omsætning via store internationale projekter,” siger direktør Finn Andersen, Modulex A/S.
Modulex har tidligere bl.a. leveret skiltesystemer til globale virksomheder som Cisco (IT) og StoraEnso (verdens største papirproducent).
DaimlerChrysler koncernen ser arkitektur som en del af varemærket. Derfor har man udarbejdet globale standarder for, hvordan koncernens brand skal fremtræde i forbindelse med indendørs arkitektur og indretning af Mercedes-Benz bilhuse.