Den fremadstormende danske kunstner MØ fortsætter med at udforske kreativitetens muligheder.

Sammen med Microsoft er hun netop nu i gang med at udveksle digitalt content med sine fans verden over i et projekt, der om kort tid udmunder i udgivelsen af et fysisk magasin, kaldet et fanzine – en ny kreativ form for markedsføring, men også en ny måde at kommunikere fans og kunstner imellem. 

Projektet er en del af MØxSurface projektet, som MØ og Microsoft startede i efteråret 2015, da hun inviterede fans til at dele deres tegninger, historier, digte og billeder i en åben, online notesbog, OneNote – MØ’s digitale notesbog, der er hostet af Microsoft.

Nye måder at dele på

Målet er ifølge parterne at udforske nye måder at interagere kreativt på gennem teknologien – og at kombinere digitale og fysiske måder at dele og kommunikere på, på tværs af tid og sted, og det er Microsofts Surface-device, en blanding af en laptop og en tablet, der er værktøjet, hvorpå det hele foregår.

Hos Microsoft siger Sara Høyer Kragelund, der er Marketing & Communications Manager for Consumer & Education:

– MØ fandt på idéen om at lave et fanzine, og det var oplagt at Surface Pro 4 kunne bakke op om projektet. Takket være dens specielle pen bliver MØ’s distinkte og personlige form for kommunikation overført til et digitalt univers og bringer hende og hendes fans tættere sammen – uanset hvor hun er i verden, hvad enten hun er på tour-bussen, i lufthavnen eller back stage. Med Surface kan MØ kommunikere, som hun altid har gjort, i hånden, ikke bare med ord, men med tegninger, billeder og kollager.

Inspireret af punk-scenen

Udtrykket fanzine kom frem allerede i 1940’erne og blev brugt til at beskrive fan-skabte magasiner, der udtrykte begejstring for en særlig kunstner eller kunstform.

Magasinerne blev genoplivet på 1970’ernes punkscene, og det er disse publikationer, der har haft stor indflydelse på MØ’s kreative opvækst.

Hun har altid selv kommunikeret med sine fans ved hjælp af pen, papir, saks og lim, og lige nu sidder MØ så sammen med den danske fotograf Fryd Frydendahl og arbejder på at gennemgå og udvælge masser af digitalt content til det kommende printede værk blandt de mange digte, fotos, fortællinger, kunst og kollager, der er kommet ind.

– Mine fans er fantastiske. De er kreative og talentfulde, og det de har delt i den digitale notesbog er så inspirerende. Da jeg var yngre nørdede jeg zine-kulturen i det miljø, jeg hang ud i – jeg lavede endda nogle zines selv en gang i mellem. Det er så cool at kunne samarbejde med fans fra hele verden på det her projekt. Zinet mixer klippe/klistre-generationen og copy/paste generationen, og jeg er så spændt på at se, hvad vi kommer til at lave sammen, siger MØ om samarbejdet.

Volume er bureaupartner på opgaven.

Du kan se mere om projektet her – og se en film om introduktion til projektet her.