Dansk design og dansk jul går nu hånd i hånd ud i verden, da BoConcept og VisitDenmark sammen lancerer en julekampagne, der både skal øge salget af BoConcepts produkter og samtidig øge kendskabet til Danmark som feriedestination.

Co-brandingkampagnen kører på web, sociale medier og med events i BoConcepts butikker i Kina, USA, Australien, Japan, Tyskland, Frankrig, England og Norge.

Også Anthon Berg er med

Anthon Berg Chokolade, Tivoli Hotel og Congress Center er partnere i kampagnen, der har fået navnet “Take less – Give More”.

– I detailbranchen er det væsentligt at skabe trafik. Det er en afgørende forudsætning at få trukket kunder ind i butikkerne, og VisitDenmarks online koncepter, herunder konkurrencer på de sociale medier, har givet os adgang til at nå flere og nye kunder, lyder det bl.a. fra Trine Nørgaard Slot, der er Area Marketing Coordinator i BoConcept.

Også for VisitDenmark er der markedsføringsgevinster ved samarbejdet, lyder det fra Anja Hartung Sfyrla, der er chef for branding i VisitDenmark.

– Det giver os mulighed for at komme meget bredt ud i verden via BoConcepts kanaler og via en partner, der har en markant profil på dansk design. Dette er netop et af de temaer, vi bruger i vores internationale markedsføring af Danmark. Sammen har vi et budskab, der er stærkere, end hvis vi gik ud hver for sig, siger hun.

Kritisk masse = bedre ROI

Hovedelementet i kampagnen er en onlinekonkurrence, hvor man kan vinde en rejse til København. I de lande, hvor kampagnen inkluderer events, vil der blive uddelt flettede julehjerter, som man kan få fyldt med Anthon Berg chokolader.  

Budskabet om Danmark og danske juletraditioner går ud både gennem både BoConcepts og VisitDenmarks websites, nyhedsbreve og på sociale medier med hashtag #takelessgivemore.

– Vi har igennem mange år samarbejdet med eksportvirksomheder på en række markeder, men samarbejdet med BoConcept udmærker sig ved kampagnens størrelse, og ved at kampagnen kører på tværs af mange markeder med de tilpasninger, der ofte er nødvendige. Det giver kritisk masse i udviklingen af koncepterne, at de kan gennemføres på tværs af mange markeder. Dermed opnår vi også en bedre ROI på kampagnerne, slutter Anja Hartung Sfyrla.