“Design din egen kop og bliv en international designer”.

Sådan lyder budskabet I BoConcepts internationale kampagne, som for tredje år I træk får kunder verden over til at svinge den digitale designpensel og konkurrere om retten til at få sat sin kop i produktion.

Kampagnen, som er lavet i samarbejde med envision og No Zebra, kører på 59 markeder, hvor kunder skal indsende deres eget designforslag til BoConcepts klassiske kop, som ligeledes bliver overført til kollektionens middags- og desserttallerkner, espressokopper og servietter. Dertil bliver vinderkollektionen sat til salg i BoConcepts butikker, hvilket foreløbigt har medført et salg af mere end 250.000 kopper.

– Hvert år introducerer vi nye Collectors Items krus og tallerkner, og de er altid ekstremt populære blandt vores kunder, som elsker design med en god historie bag, fortæller Lene Rønfeldt, produktchef for BoConcepts accessorieskollektion

I 2011 deltog op mod 25.000 designs fra hele verden, og selvom tallet I 2012 er 15.188 og dermed lavere end i 2011, er kundernes “egne” kopper meget efterspurgte og sælger rigtigt godt.

Vi er rigtig godt tilfredse med kampagnen. Vi har fået masser af konstruktiv feedback fra vores kunder, og vores mission med høj brugerinvolvering har båret frugt. Det er positivt at se, at forbrugerne igen i år har taget konceptet til sig, og det giver os en god indikation af, hvad kunderne forventer sig af os, fortæller Digital & e-Commerce Manager hos BoConcept, Søren Kruse. 

Søren Kruse forklarer desuden, at årsagen til BoConcept i 2012 fik færre designforslag end i 2011, hænger sammen med, at konkurrencen ikke blev markedsført ligeså markant som året før.

– I år besluttede vi, at det skulle være på brugernes eget initiativ, hvilket gør resultatet endnu mere positivt, forklarer han.

Konkurrencen har givet BoConcept blod på tanden, som overvejr at udvide konkurrencen til også at gælde accessories.

– I bund og grund handler det om at engagere sig i sine brugere. At lade forbrugerne give os input til, hvad de ønsker og finder interessant, slutter Søren Kruse.