Den danske møbelkæde BoConcept har valgt ny bureaupartner, som skal styrke selskabets tilstedeværelse på såvel det danske som det internationale marked.
Valget er faldet på Creuna, og det første skridt i samarbejdet indebærer, at der er udarbejdet et ”digitalt roadmap” for BoConcept i 2013 og 2014, lyder det i en pressemeddelelse.
Kortet skal støtte og øge salg via digitale kanaler, og det rummer også en onlinekampagne, der skydes i gang i begyndelsen af marts.
Planen er desuden, at Creuna skal hjælpe BoConcepts kunder til en mere personaliseret oplevelse af BoConcept-universet på nettet.
– Vi ser frem til samarbejdet med Creuna og en masse nye digitale tiltag, der skal støtte op om vores internationale profil, og skabe større engagement blandt de kunder, der møder os online, siger Palle Larsen, marketingdirektør i BoConcept.
Hos Creuna er administrerende direktør, Astrid Simonsen Joos, også glad.
– Vi glæder os virkelig til at arbejde tæt sammen med BoConcept. De er innovative, modige og meget fokuserede på at skabe gode brugeroplevelser gennem de digitale kanaler. De har en stærk markedsposition, og vi glæder os til at bidrage til at styrke denne yderligere, siger hun.