Møbelkæden Bolia.com skifter mediebureau.

Valget er faldet på Vizeum Aarhus, som fremover skal stå for møbelkædens medieplanlægning i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.

Dermed fortsætter fremgangen for Vizeums relativt nystartede Aarhus-satsning, som kort efter åbningen landede Fårup Sommerland som kunde.

– Vi valgte Vizeum, fordi det er et digitalt stærkt bureau. De viste en stor forståelse og passion for digitale medier og tænker ikke traditionelt som nogle af de andre bureauer, og det tiltalte os meget. Vi synes simpelthen, at Vizeums DNA matcher vores egen, lyder det fra Johnny Rubach Lauritsen, International Range & Marketing Manager fra Bolia.com. 

Det er ikke mere end en måned siden, at Vizeum blev inviteret til pitch sammen med møbelkædens eksisterende bureau, Mediabroker, samt MEC.

Digitalt udgangspunkt

Bolia var på udkig efter et mediebureau, der kan føre dem ind i den digitale verden. Kæden har tidligere primært brugt traditionelle medier som TV og print, men med et ønske om at være first-mover på digitale medier, valgte Bolia at se sig om efter et bureau, der har sin force på netop disse platforme.

– Vores mantra er: ”Start from a different place”, og derfor er vores mindset i udgangspunktet digitalt. Vi fokuserer på, hvordan relevant content kan kickstarte dialogen med forbrugerne på deres præmisser – uanset hvilke platforme, de vælger. Den tilgang sikrer os et godt udgangspunkt for at generere ideer og udvikle en strategi, der favner langt bredere end købte medier, og som kan ændre vores kunders konkurrencemæssige position i markedet, siger Jesper Møller direktør i Vizeum Aarhus.

Vizeums oplæg til Bolia.com var opdelt i to:

Dels handlede det om at bevise evnen til at levere konkurrencedygtige priser på de eksisterende medier i form af TV og print. Derudover præsenterede Vizeum et bud på, hvorledes boligkæden bedst kan udnytte de muligheder, de digitale medier giver.

Om valget af det fremtidige samarbejde med Vizeum fortæller Johnny Rubach Lauritsen: ”Vi oplevede at Vizeum kom med mange inspirerende indspark og spændende cases på de muligheder, de digitale medier giver et brand som vores. Vi vil gerne være first-movers både digitalt og i andre henseender, og den rejse glæder vi os til at starte på med Vizeum og vores reklamebureau, Uncle Grey.”