På lørdag om en uge går det løs: Den sydfranske badeby Cannes lægger asfalt, strand, hjerte og festivalpalæ til den 63. udgave af verdens største kreative festival – Cannes Lions International Festival of Creativity.

Hen over en uge mødes kreative og marketingprofessionelle fra hele kloden her for at kåre verdens bedste kommercielle kommunikation – og traditionen tro er det lige nu sæson for kvalificerede bud på årets vindere.

Kort sagt: Hvilke reklamer fra det forgangne år kommer til at markere sig stærkest ved Cannes Lions 2017?

Svaret må naturligvis blæse i vinden, indtil vinderne afsløres på scenen i Cannes, men hvis man har lyst til et kvalificeret bud på en af årets store vindere, så kan man med kigge inden for til Leo Burnett-netværkets årlige arrangement Cannes Predictions.

På dansk grund løber arrangementet af stablen i næste uge i henholdsvis Købehavn og Aarhus, og her er det statistisk set en rigtig god ide at lytte med.

Hvis man ikke kan vente

Siden 1987, hvor Cannes Prediction Reel så dagens lys for første gang, er det nemlig hvert eneste år lykkedes spåmændene m/k fra Leo Burnett at ramme rigtigt – forstået på den måde, at ”rullen” har indeholdt den film, som endte med at løbe med Grand Prix’en i film-kategorien.

Og kan man ikke vente til næste uge, er der mulighed for at nærstudere en stribe andre kvalificerede gæt på Cannes-vindere:

Branchemagasinet Contagius har udpeget 11 favoritter – og danske Per Pedersen, der er Global Creative Chairman for Grey Group har vanen tro ”pinnet” en stribe af sine ”Hot Contenders” på Pinterest. Både Contagious og Per Pedersen peger i øvrigt på & Co’s film for TV 2 ”Alt det vi deler”.

Og så har The Gunn Report netop offentliggjort sin Cannes Lions Sweepstakes 2017: En liste med 20 favoritter til at vinde løver i Film- og Film Craft-kategorierne – og hvor momondo, & Co og Bacons i forvejen massivt prisbelønnede film The DNA Journey er blandt de 20.

Leo Burnett og Cannes Predictions byder i år på omkring 25 cases – men hvilke? Ja, det må man vente og se til næste uge.

”Rullen” præsenteres af TV 2, Creative Circle og Reputation, og du kan se med den 14. juni i Grand Teatret i København eller den 15. juni i Øst for Paradis i Aarhus.