Otte milliarder i årlig omsætning og cirka 9000 arbejdspladser gør mødeindustrien i København til en vigtig affære. Derfor er turistorganisationen Wonderful Copenhagen også ellevilde med, at toppen af verdens professionelle mødekøbere (MPI) på søndag selv holder deres årsmøde i København.
– Medlemmerne af MPI har stor indflydelse på, hvilke byer der vælges som værtsby, når der skal arrangeres internationale møder og kongresser, så konferencen er en unik markedsføringsmulighed for København og Danmark, siger direktør i Wonderful Copenhagen Lars Jørgensen.
Under opholdet skal mødedeltagerne se Københavns bedste side – blandt andet skal de i Operaen, til cocktailparty i Tivoli og til gallamiddag i Cirkusbygningen.
Mødet for de 500 mødeplanlæggere begynder i Bella Center, hvor selveste Kronprinsesse Mary deltager i åbningsceremonien.
/ritzau/