Den britiske storbank Barclays mister forretning efter svindelanklager fra chefanklageren i New York.
Kilder fortæller Bloomberg News, at porteføljeforvaltere i en række store børshuse har givet deres mæglere besked på ikke at afgive ordrer i de såkaldte ”dark pools”, som Barclays driver.
Reaktionen kommer, efter at chefanklageren i New York har anklaget Barclays for at forfalske markedsføringsmateriale om disse “dark pools”, der er handelsplatforme, hvor investorer kan købe og sælge aktier uden offentlighedens bevågenhed.
Meningen med “dark pools” er, at store investorer skal kunne handle større portioner af aktier uden om de almindelige børser for at undgå at påvirke kursdannelsen. Men Barclays har angiveligt ladet tvivlsomme selskaber inden for højfrekvenshandel få adgang til sin handelsplatform Barclays LX.
Samtidig markedsførte banken sin “dark pool” som et sikkert sted for institutionelle investorer med meget lidt aggressiv handel, mens sandheden var, at selskaber inden for højfrekvenshandel også deltog.
Bloomberg News/ritzau/FINANS