Det er ikke med min gode vilje, men jeg er bange for at vi skal have gang i diskussionen om moms og afgifter igen. Det går nemlig ikke så godt i mediebranchen, som det plejer. Grænserne for indtjeningen forskydes, og dermed grænserne for hvad der skal til for at sælge skidtet og den emballage, medierne pakker sig selv ind i. Og hvis man kigger på den nyeste del af medieverdenens område – på nettet og digital distribution – hvor en forhåbentlig stor del af den fremtidige indtjening skal hentes, er der endnu ikke hjælp at hente mht. skatteforhold og lempeligere rammebetingelser.
Ugebladene har i mange år været pålagt moms af salg af deres kulørte hæfter, men derimod har dagbladene altid været fritaget for moms, bl.a ud fra betragtninger om væsentlighedskriteriet i den information, man ønsker at sprede gennem sin publikation. Og dermed den rolle mediet kan opfylde som den 4. statsmagt osv. Fint nok og en yderst nobel og rimelig betragtning – som lobbyister i sin tid var gode til at fortælle regeringen.
Det er efterhånden bare svært at se, hvordan nogle aviser opfylder den betingelse. Tag nu formiddagsbladene til eksempel. Og tag et vilkårligt eksemplar af BT og prøv at finde bare en enkelt historie som kommer i nærheden af noget, der ligner et nyhedskriterium. Læg dertil en udtalt strategi om at nærme sig underholdning blandet med nyheder på ugebladsniveau. Eller hvad med Ekstra Bladets og i særdeleshed onsdagstillæget Victor, hvor man helt åbenlyst satser på at tiltrække ugebladslæsere med fagligt formfuldent og gennemresearchet nyhedstof om kendte og kongelige.
Selv blandt morgenaviserne er grænserne ved at skride. Forleden var jeg og mange andre ved at køre galt ved Fælledparken, da en stor mand pludselig
viste sig på resterne af Galle & Jessens gavl. Om Tøger Seidenfaden venter sig, eller han bare skal på toilettet (dem har de efter sigende svært ved at finde i Politikens Hus for tiden), er ikke til at sige. Politikens reklamebureau (?), og her skal vi i øvrigt ikke komme ind på at det med graviditeten er planket, har nemlig forklaret den levende, at avisen ikke skal sælges på nyheder, men på kultur og underholdning. Nu er der jo også tillæg om biler, både og børn og efter Liv & Stil kommer særtillæget Hud & Hår, om personlig pleje for kvinder med for meget af begge dele.
Men tilbage til det med afgifterne. Vores forskningsminister, Birthe Weiss, vil sætte IT på den politiske dagsorden, og med papiret Det Digitale Danmark er hun medinitiativtager til et tigerspring set i forhold til den noget vage indsats fra forgængeren, Jan Trøjborg. Til gengæld har ministeren været meget hurtig til at feje forslaget om skatte- og afgifts-lempelser for IT-branchen af bordet. Det kan man så tolke som en manglende forståelse for de mekanismer, der kendetegner IT-branchen og new media. For der er stort set ikke nogen mediespillere, som har fået andet end røde tal ud af indsatsen på nettet. Så kunne man indvende at de så må holde sig til forretningsideer, der er økonomisk bæredygtige, også når det gælder nettet. Men hvis vi kigger udover landegrænserne, fx til Irland eller Sverige, så er IT- og new media-branchen kendetegnet ved lempelige skatte- og optionsregler for at tiltrække venture kapitalister og de investeringer, som skal til. Man kunne starte med lægge moms på nogle dagblade, og på den måde sætte IT på dagsordenen.