Forårstid er Clorius-tid – med alt hvad det indebærer af tumpede fortidige beton-agtige forretningsgange i anledning af den årlige måler-aflæsning.
Og nu har “vor“ mand og hans system slået til igen!
Mandag i påskeugen, da en væsentlig del af befolkningen har fjernet sig fra deres adresser for at forlænge den rare ferietid, meddeler aflæseren med kort på port, at han agter sig frem med værktøj og skema dagen efter. Uden megen tanke for – eller brug af sine årelange erfaringer – at vi, der ikke er rejst væk, nok passer vort arbejde (så vi kan betale varmeregningen)! Og da vi ikke alle har viceværter, varmemestre eller naboer, der er hjemme, ved vi altså, at manden må gå forgæves.
Dog, naturligvis, ikke helt forgæves. For han harværet oppe af trappen, og han harefterladt sine spor i form af ikke ét, men to kort. Det ene med den skuffende konstatering af facts, nemlig at besøget var forgæves – og en opfordring til snarest og inden 5 dage at ringe og aftale træffetid.
Fint nok – hvis det ikke lige var fordi, han ogsåi år meddeler, at han kun træffes for aftale mandag og onsdag mellem 18 og 19. Det gør han nu heller ikke altid, viser tidligere års erfaringer.
Til overflod meddeler systemets mand på kort nr. 2, at han kommer igen- men at han i øvrigt holder ferie til den 4. april! Det trænger han sikkert også til, for dybest set er elendigheden jo nok ikke hans, men Clorius’ skyld – men man kunne måske ha’ troet, at systemets ekspedient havde haft mulighed for i årenes løb at protestere over for sine chefer! Eller at de samme chefer en gang imellem foranstaltede en effektivitets-undersøgelse for f.eks. at konstatere, hvor mange fodsåler, der slides forgæves i branchen. Og irritationer, der skabes.
In casu: Denne onsdag før påske kan man ikke komme i kontakt med systemet, for det holder ferie. Ærgerligt. For man havde lige fundet ud af, at det kunne komme og aflæse den 4. april. Men da holder det jo ferie. Og ved næste telefoniske træffetid kan man ikke selv komme til telefonen. Og så bli’r det ved, også i år.
Men skån os dog i hvert fald for den gang gas med “ring inden 5 dage“ i påskeuge- og ferietid. Det øger ganske vist komikken – men ikke respekten for en monopol-virksomhed.
Man orker ikke engang – heller ikke i disse linier – at gi’ Clorius et par konstruktive forslag til moderniseret kundepleje og kommunikation. Det er prøvet før – og det hjælper ikke!