EU-Kommissionen godkendte tidligere i dag en lov, som delvis liberaliserer spillemarkedet. Dermed kan udenlandske selskaber tilbyde væddemål i Danmark fra 1. januar 2012.
Danske Spil vil således fortsat have monopol på Lotto, Skrabespil, Bingo, Dantoto, mv., mens bookmaker-markedet (som vi kender fra Oddset) samt Casino/Poker-spil bliver liberaliseret
Det betyder, at Danske Spils monopol på disse områder officielt står for fald, selvom danskerne i realiteten de seneste mange år har benyttet online-gambling fra udenlandske tjenester som Bet365, Unibet og mange, mange andre.
Monopolbruddet betyder dog, og det kan blive værdifuldt for den danske reklamebranche, at det ikke længere er ulovligt for de spilselskaber, der får licens til at drive virksomhed i Danmark, at reklamere i danske medier i det nye år.  Og spilselskaberne har meget store markedsføringsbudgetter. Den største vinder ser umiddelbart ud til at være TV 2.
– Jeg er sikker på, at der vil ske en større reallokering af bettingfirmaernes TV-reklameandel. Mange vil flytte over på TV 2, der når ud til langt flere seere end de konkurrerende kanaler fra Viasat og SBS, siger Klaus Lohse, formand for Dansk Annoncørforening.
Han kender det danske spilmarked særdeles godt, da han igennem mange år var den øverste marketingansvarlige hos Danske Spil. Han forventer, at liberaliseringen vil medføre et boom i markedsføringen for spil generelt. Ikke bare på TV, men på stort set alle platforme. Men han maner også til besindighed.
– Mange spilfirmaer er i dag på de kanaler, der viser de sportsgrene, som langt de fleste spiller på, så det er ikke sikkert, at de flytter en større del af reklamebudgettet over på TV 2, siger Klaus Lohse.
Derudover peger han på, at monopolbruddet kan bane vej for større sponsorater i dansk idræt fra de store bettingfirmaer.
– Betsafe er, som følge af dagens afgørelse, allerede sponsor for Danmarks to bedste fodboldligaer, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se meget mere af den slags efter liberaliseringen, siger Klaus Lohse.
Landsholdets sponsorat er ledigt. Kan man forestille sig, at et af de udenlandske spilfirmaer byder ind på den?
– Det anser jeg slet ikke for usandsynligt, da det ville være en glimrende måde at øge kendskabet til et udenlandsk spillebrand. Der findes intet sponsorat med en større eksponering herhjemme, slutter Klaus Lohse.