Det løb mig koldt ned ad ryggen og gav mig kvalme da jeg slog avisen op på et billede af Mao – længe leve revolutionen. Afsenderen var SuperOffice, der vil henlede opmærksomheden på et eller andet nyt software til erhvervslivet. Og annoncen blev fulgt op af en anden massemorder som model, Lenin, med en lige så ækel hentydning til revolution i virksomhedens edb-indhold.
At brødteksten er klam i sit forsøg på at redde en dårlig idé hjem er til at leve med. Men det er brugen af nogle af sidste århundredes største forbrydere mod menneskeheden ikke. Hvad bliver det næste? Hitler som frontfigur for naturgas? Gaddafi som H&M herremodel for vide gevandter? Pol Pot som blikfang for kampagnen “Fri hash til folket“, Mussolini, der sælger pasta, fra dengang vor mor lavede den og far sad i fængsel. Eller hvad med Pinochet Pincetter fra Fiskars “næsten smertefri hårfjerning“.
Ja, undskyld mig de elendige eksempler, jeg gider ikke bruge meget tid på at lave mere begavede eksempler på en idé, der i sin grundform er så usmagelig, disrespektful og amoralsk. Ikke at Superoffice er alene. Tiden er til at bruge indsatte i fængsler som kalender-modeller eller amerikanske forbrydere på dødsgangen som blikfang for et eller andet. Jo mere anløben, desto større opmærksomhedsværdi, synes tiden at diktere.
Hvor går grænsen? Og hvem skal sætte den? Er det virkelig så vigtigt at prøve kunders penge af på ens egen fornemmelse af, at “Nu skal vi eddermanene ha’ noget der rykker!“ Det virker som om nogle tror det er blevet nemmere at få gennemslagskraft i medierne, hvis man benytter sig af den laveste fællesnævner hver gang. Anvender det uæstetiske som virkemiddel. Ophøjer det ubegavede til den evige sandhed – og i øvrigt sætter en ære i hvilken som helst omtale man kan få ud af at skyde ved siden af. Og faktisk kalkulerer med dårlig omtale som værende en del af en kampagnes succeskriterier.
I en tid hvor det virker som om alt har været prøvet af, og råmaterialet for kreatører synes udtømt er det naturligvis svært at være nyskabende i reklamesammenhænge. Må man anbefale en pause fra branchen, så? Eller en exit for good? Måske et kursus i kommunikationsetik på Reklameskolen? Alt, hvad der kan forhindre idioter i at komme til fadet er velkomment.
Når man bevæger sig i de kommunikationsmæssige gråzoner for etik og moral, kræver det fingerspitzgefühl. Information og Propaganda kan kunsten, Ekstra Bladet og Grey er på kanten – Courage og REM-REM dumpede for år tilbage – og Dansk Folkeparti afslører gang på gang deres menneskeligt indskrænkede holdninger – også til reklame.
Jeg kan naturligvis også selv blive beskyldt for en snævertsynet indstilling til ytringsfriheden, alene udfra dette indlæg.
Men jeg vil til enhver tid forbeholde mig retten til at reagere, når mennesker, der har forfulgt og myrdet bliver ophøjede ikoner og blikfang i reklame. Og ved at gøre dem trendy, træder deres forbrydelser mod menneskeheden i baggrunden som en fodnote i historien. Jeg mener faktisk man har pligt til at reagere…