De tre store morgenaviser vinder slaget om annoncekronerne i år. Taberne er først og fremmest de regionale aviser og Ekstra Bladet. Det viser en opgørelse, Carat har udfærdiget i forbindelse med Dagbladenes Annonceindex, som mediebureauet producerer til Markedsføring.
Blandt de tre store morgenaviser er det desuden Jyllands-Posten, der har lagt sig i front. Opgørelsen rummer både mængde og værdi, men tager af gode grunde ikke højde for forskelle i rabatter. Desuden er erhvervsaviserne holdt uden for.
– Det skyldes at morgenaviserne, de regionale og tabloid-aviserne kæmper om de samme annoncekroner. Hvad angår rabatterne, så er det min erfaring, at de ikke er så markant forskellige, når man gør bundlinjen op kunde for kunde. Derfor er tendensen klar, men selvfølgelig kan små justeringer som følge af forskelle i rabatstruktur påvirke forholdet mellem de tre store morgenaviser, siger Peter Ottesen fra Carat.
Billedet er dog det samme, hvad enten det opgøres i mængde eller værdi, og opgørelsen underbygges desuden af det løbende indeks, hvor specielt Jyllands-Posten i øjeblikket ligger højt med et indeks på 146 i den seneste 4-ugers periode sammenlignet med samme periode året før.
Generelt må man desuden sige, at dagbladene klarer sig godt i øjeblikket. De pæne index-tal skal ses i lyset af, at dagbladene nu bliver målt i forhold til et efterår sidste år, hvor det gik rigtig godt, mens foråret sidste år gik rigtig skidt. Derfor peger alt på, at visse annoncørers negative udtalelser om dagbladene ved indgangen til i år ikke holder stik. Dagbladene får et fornuftigt annonceår – i hvert fald de landsdækkende og regionale aviser.

OPPE På DUPPERNE
Peter Ottesen peger på tabloid-avisernes fortsatte oplagsfald samt usikkerheden omkring stiftstidenderne som nogle af årsagerne til udviklingen.
– Når det går mere ud over Ekstra Bladet end BT så hænger det også sammen med, at Ekstra Bladet klarede sig bedre end BT sidste år, og at BT i år har ført en aggressiv prispolitik uden, at Ekstra Bladet har fulgt med. Det må selvfølgelig få en konsekvens. En anden årsag til morgenavisernes fremgang ligger også i, at de generelt har været mere oppe på dupperne i forhandlingerne med annoncørerne i år og det har gjort det mere fordelagtigt at være i de store morgenaviser, siger Peter Ottesen.
Dir. Torben Larsen, Metropol, erkender udviklingen – omend den ikke skaber stor bekymring. Han peger bl.a. på, at de regionale aviser kom langt bedre ud af sidste år end de tre morgenaviser og at lokalannonceringen er faldende.
– Hertil kommer, at det er en række annoncører inden for IT, dot.com og b-t-b, som repræsenterer fremgangen, og som har koncentreret deres annoncering i de store morgenaviser. Kigger man på de traditionelle annoncører, så klarer vi os pænt. Hertil kommer, at som markedet fungerer nu, så oplever vi nogle storkundeaftaler, hvor det bliver alt eller intet, og det har kostet os noget, siger Torben Larsen.
Han glæder sig dog samtidig over en succes, som de regionale aviser har haft på rubrik-markedet. Aviserne har indledet et rubrik-samarbejde på ferie-markedet, og det har givet næsten en fordobling af annonceomsætningen.