I 1853 begyndte et lille jernstøberi på Mors at fremstille alt fra staldvinduer og gravkors til komfurer, potter og pander. Indehaveren N.A. Christensen var en driftig herre, og mod slutningen af århundredet var Morsø Jernstøberi kendt over hele landet, ikke mindst for sine kakkelovne og komfurer.

Kirker, skoler, ministerier – ja selv på Amalienborg varmede man sig på de populære ovne i empirestil, og nu går Morsø – som i dag er kendt som en af landets fremmeste brændeovnseksperter med indtil flere designsucceser på samvittigheden – nye veje med lancering af over 100 nye produkter til hjemmets uderum. Og et nyt e-handelssite, der repræsenterer virksomhedens største digitale satsning i 10 år.

Bag kulisserne har det lille aarhusianske reklamebureau 3fisk i et års tid rumsteret med design og udvikling af sitet og webshoppen – Morsø Living – som skal få danskerne til også at tænke på havemøbler, ude-ovne, terrassevarmere, grill, varme plaider og pizzaopskrifter, når de hører ordet Morsø.

Adm. direktør Peter Jessen Hansen, Morsø Jernstøberi, siger:

– Da vi startede processen, var vi bevidste om, at det krævede ekstern sparring med et professionelt reklamebureau, der forstod vores brand og evnede at implementere en konceptudbygning, som både skulle signalere en ny og selvstændig identitet og være betingelsesløst tro mod Morsø-brandets kvalitetskendetegn. 3fisk har løftet denne opgave forbilledligt. Deres idérigdom, engagement og visuelle styrke har, sammen med deres forståelse for vores forretningsmæssige visioner og strategier, tilført Morsø Living konceptet den fornyelse, stil og helhed, som var målsætningen fra starten.

The Morsø Feeling

Gennem hele 2011 har designere som Klaus Rath, VE2, Goodmorning Technology og Designit arbejdet på design og udvikling af Morsøs nye produkter, og hos 3fisk fortæller kontaktdirektør og partner Paul Fisker, at man er gået til opgaven med stor ydmyghed.

– Det er smule intimiderende, at skulle levere design til en af Danmarks ældste virksomheder, som er “berygtet” for sine høje kvalitetskrav, og samtidig skabe rammerne for helt nye produkter, leveret af nogle af landets førende designere.

Om designet af site og webshop fortæller han, at begrebet ”The Morsø Feeling” har spillet en stor rolle i udviklingen af designet.

– Det er tilstræbt at skabe et designmæssigt helhedsindtryk, der giver forbrugerne en fornemmelse af Morsø og Morsø Living produkterne – en ”Morsø feeling”. Det er også tilstræbt implementeret i den grafiske brugerflade, ved at formgive og farvegive fx knapper sådan, at de fremstår ”Morsø’ske” – altså afspejler den kvalitet og æstetik som matcher produkterne, siger han og fortsætter: ”Du kan sige, at brugergrænsefladen er mere klassisk og tidløs end ultramoderne og ”fresh”. Derfor appellerer den til en bredere del af målgruppen. Det sikrer også, at designet ikke fjerner fokus fra produkterne, men faciliterer dem”.

Men det handler vel stadig om at sælge?

– Ja, selvfølgelig. En af designpræmisserne har også været at skabe grundlag for mest mulig opsalg. Præmissen er dog tolket således at opsalget sker på en ”soft sell”-agtig måde, der ikke virker anmassende og forstyrrende, men opleves som god service – i tråd med Morsø brandets værdier, siger Paul Fisker.

3fisk har stået for design og udvikling af sitet – No Zebra har varetaget alt kodearbejdet på opgaven.

Besøg Morsø Living-sitet her.