Ikke en uge uden en historie om La Familia. Først gik Toyota efter 31 års samarbejde i bureau-konkurrence. Det førte så til afskedigelsen af 8 medarbejdere. Og i denne uge har adm. dir. Morten Theil så valgt at forlade sin stilling.
– Det har ikke som sådan noget med Toyota at gøre. Men når sådan noget sker, så giver det anledning til en debat om de værdier og den kultur, som jeg styrer efter på den lange bane, og her har det vist sig, at der ikke er fuld enighed. Derfor har jeg draget konsekvensen, siger Morten Theil og tilføjer: – Jeg har kastet mig ud i det frie fald, og jeg håber, jeg vil nyde turen.
Han har ikke nogen faste planer for, hvad han vil i stedet, og han understreger, at det for ham ikke kun handler om at have erhvervslivet på agendaen – det handler om at have hele livet på agendaen.
Morten Theil forlader bureauet i løbet af nogle uger, og der er nu konstitueret en ledelsesgruppe, hvor Jesper Winge Leisner er holdleder, indtil der er fundet en afløser.
Morten Theil håber, at den fremtidige ledelse vil værne om den kultur, der er skabt.
– Det har været en lang proces at bygge kulturen op, men den har vist sig at være meget stærk. Det blev senest dokumenteret i forbindelse med udskrivelsen af Toyotas bureaukonkurrence, siger Morten Theil. fin