I sidste uge offentliggjorde Magasin beslutningen om, at de havde valgt Kunde&Co som nyt reklamebureau. Umiddelbart efter valgte Morten Vaabengaard at fratræde sin stilling som Brand Director. Titlen som Brand Director blev skabt efter man sidste forår droppede at have en salgs- og marketing direktør.
Morten Vaabengaard angiver som årsager til sin fratrædelse, at han har været i Magasin i mange år. Samtidig har han efter den seneste tids ændringer i Magasin måtte gøre op med sig selv om det er den rigtige vej.
– Der er sket mange ændringer med Magasin i de sidste par år og der vil ske sker mange ændringer i det næste stykke tid. I min position må jeg derfor tage stilling til, om jeg vil være en del af de ændringer, siger Morten Vaabengaard, der fratræder stillingen i løbet af marts måned.
Han understreger, at der ikke er tale om en fyring, men en beslutning som han og ledelsen har snakket om i et stykke tid. Hvorvidt hans fratrædelse skyldes, at han ikke er blevet involveret i processen omkring bureauvalg ønsker han ikke at kommentere.
– Jeg kender til diskussionen, men vi har internt haft en holdning om, at det er Henrik Busch (adm. dir.) som tager sig af den del, siger Morten Vaabengaard, der sidste forår tiltrådte stillingen som Brand Director efter at Lars Ive forlod stillingen som salgs- og marketing direktør.
Morten Vaabengaard kom på det tidspunkt fra en stilling som direktør med ansvar for strategi- og organisationsudvikling
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Magasin’s direktør Henrik Busch.
jür
Læs i det seneste nummer af Markedsføring artiklen ”En begivenhed Magasin godt kunne have undværet”, som fortæller historien om hvad der gik galt i samarbejdet mellem Magasin og Grey København.