“Please welcome the most succesfull buisnessman from the last century.“
En fanfare lyder gennem lokalet og en lille mand begynder sin lange rejse fra bagerst i lokalet og til scenen, hvor han i bedste Hollywood stil træder op på scenen til lyden af en klappende forsamling, der har ventet længe på at høre, hvad der gemmer sig bag introduktionen “sidste århundredes største forretningsmand“.
Grundlæggeren af Amazon.com Jeff Bezos er i Stockholm på sit første besøg i Skandinavien nogensinde. Foran 600 deltagere fortæller han om sine tanker om internettet og fremtiden. Han gør sit for at promovere sit livsværk og verdens mest berømte e-commerce – berømt for at være i en helt særlig klasse, når det handler om at tænke på kunden. Den lille mr. Bezos er ikke meget højere end den talerstol, han stiger op på og han begynder med en motorik som en Marx Brother sin præsentation af, hvad der skal blive en festligt indlæg om tanker om internettet. Han gør sit for at promovere sit livsværk.
Med Amazon.com har Jeff Bezos skabt, hvad man med rette kan kalde verdens største og bedste .com-ide. Amazon begyndte med at sælge bøger, men efterhånden er det alt fra Tupperware til widescreen fjernsyn, der bliver formidlet via sitet. Under hele Amazons levetid har missionen været at skabe et butik på nettet, som tog udgangspunkt i den enkelte kunde.
– Kunden er i centrum og vi har meget høje standarder. Vi lytter, er opfindsomme og forsøger hele tiden at skabe et personligt site, for hvis du ikke lytter på dine kunder, får du ikke succes på nettet. Derfor er hver kunde en personlighed for os, siger Jeff Bezos, mens han logger på nettet. Med stolthed viser han, hvordan Amazon prøver at skabe en individuel oplevelse på deres site. Han demonstrerer stolt, hvordan man har lavet individuelle startsider afhængig af hvilke interesser man har. Som eksempel viser han sin egen og sin kones startside. En anden feature på Amazon er, at man gør meget ud af at sammenligne de data man har om kunderne, som handler om hvad de køber og søger efter på sitet.
BRUGERNES EGNE ANMELDELSER
Amazon bruger også mange ressourcer på at lave henvisninger og links til andre brugeres beskrivelser af varer, de har købt. Mr. Bezos viser et eksempel på en salatslynge, der har fået et væld af husmødre til at skamrose produktet. For alle produkter, lige meget om det er en bog eller lampe, kan man skrive ind og vurdere købet, så andre kan have glæde af ens erfaringer. Amazon.com laver også selv anmeldelser af deres sortiment. og Jeff Bezos understreger, at man ikke gør noget for kun at have de positive.
– Vi tager alt med, så længe det har med varen at gøre, siger han.
En anden feature han med stolthed præsenterer er “ønskelisten“, en liste enhver bruger kan lave med sine ønsker. Venner og familie kan efterfølgende gå ind og bruge listen, hvis de ønsker at give en gave. De behøver bare søge efter personens navn.
Amazon bruger 70 procent af sine udgifter på at lave dataminding, kun de sidste 30 procent af udgifterne til CRM eller loyalitetsprogrammer bliver brugt på at lave brugervenlige services.
EN MILLION TITLER
Historien om Amazon.com begyndte den 16. juli for fem år siden, da man lancerede den første version af Amazon.com. Allerede fra den første dag havde man en million titler på lager.
– Jeg siger til mine medarbejdere at hver dag er dag et. Det vil det være så længe at udviklingen foregår med den hast, den gør. De næste fem år vil rumme flere udfordringer end de sidste fem. Det er ikke for sent at begynde på nettet. Vi vil se 1000 nye succeser på nettet, men vi vil også se 1000 fiaskoer.
Man kan godt begynde en ide uden at have et kæmpe markedsføringsbudget. Det handler om at lave noget som er godt nok til at kunderne vil bruge det. Er det bedre skal de nok sprede rygtet om, at der er kommet en bedre service. Det skete for os og det er fx sket for søgemaskinen Google.com, som er blevet meget populær, fordi de rent faktisk laver en bedre søgeservice, siger Jeff Bezos.
Amazon offentliggjorde for nylig regnskabsmeddelelsen for 3. kvartal, hvor selskabet formåede både at sælge mere og tabe mindre, end aktiemarkedet havde forventet. Årsagen er bedre lagerstyring, lavere fragtomkostninger og medvind inden for nye forretningsområder, der ser ud til at bære frugt. Amazon.com har blandt andet fordoblet antallet af pakhuse fra fem til ti.
Forud for regnskabsmeddelelsen var Amazon-aktien dykket med mere end 60 procent i år, men steg allerede markant i eftermarkedet.
En del af aktiedykket har været skabt på grund af en bekymring i markedet for, hvorvidt Amazon.com – der begyndte som en netboghandel – på profitabel vis kan håndtere de mange nye produkter, som selskabet sælger på nettet.
Den største udfordring ved nettet er ifølge Jeff Bezos den hast forandringerne kommer.
– Man skal forandre sig ved hele tiden at udvikle og opfinde, siger Jeff Bezos, der godt vil indrømme, at han har gjort fejl i sine satsninger på nettet.
– Men vi har også været heldige med de fejl vi gjorde, for de har vist sig at være dem, der fik os til at overleve. Da vi begyndte sagde alle, at vi kun skulle begynde med 300.000 titler og så vokse derfra. Men i stedet begyndte vi med en million titler fra en række forlag som ingen kendte. Mange af dem bestod kun af en mand og en hund. Men det viste sig at være det rigtige, for de, som besøgte os i begyndelsen ledte efter den type bøger fra de forlag. De fik derfor en god oplevelse på Amazon.com og emailede deres gode oplevelser til venner og bekendte.
Jeff Bezos føler sig derfor sikker på, at der ikke havde været noget Amazon.com, hvis de ikke havde gået efter de små forlag. Med sin lyse stemme og sit høje grin har han holdt forsamlingen bundet til historien om sin unikke bogshop på nettet.
– Man skal ikke tro at nettet ændrer alt. Det ændrer ikke mennesket eller den menneskelige hjerne, siger han og griner højt.