Copenhagen Business School (CBS) har udnævnt Anders Moberg som adjungeret professor ved Institut for Afsætningsøkonomi. I den anledning holder han tiltrædelsesforelæsning tirsdag den 27. januar i CBS’ Carlsberg auditorium.
Den 57-årige svensker er en af verdens mest erfarne og respekterede ledere inden for international detailhandel. Hans lederskab er kendetegnet ved ydmyghed, enkelhed og viljen til udvikling samt et konstant fokus på forbrugeren.
Han har evnet at få store decentrale aktiviteter til at arbejde sammen, og derved skabt en udviklingsorienteret virksomhedskultur.
Anders Moberg har i 22 år været CEO i store private koncerner på tre forskellige kontinenter.
Fra Sverige til Dubai
Hans karriere begyndte i Ikea i 1970, hvor han fra 1986 til 1999 var koncernchef – og Moberg krediteres for Ikeas succesfulde globale ekspansion.
I 1999 blev han international direktør i verdens største byggemarkedskæde, amerikanske Home Depot. Frem til 2002 styrkede han kæden i Canada og Mexico og førte an i ekspansionen på disse to markeder.
Herefter blev Anders Moberg koncernchef i hollandske Ahold, verdens tredjestørste detailkoncern, som ved hans tiltrædelse i 2003 befandt sig i en dyb finansiel krise.
Ud fra strategien ”Road to Recovery” lykkedes det Anders Moberg at ændre kursen i Royal Ahold, og i 2007 var målsætningen nået.
Han forlod herefter Royal Ahold og var indtil fornyelig CEO of Majid Al Futtaim Group in Dubai.
Anders Moberg sidder desuden i en række bestyrelser og har desuden været rådgiver for Carter Center i Atlanta – et center, der er etableret af tidligere præsident Jimmy Carter med henblik på at fremme af demokrati, menneskerettigheder og fred.
Læs mere om
arrangement, tid og sted
cwl