Efter Jan Stenbecks død er usikkerheden om, hvad der kommer til at ske i hans selskaber så stor, at aktiekurserne er faldet drastisk. Kursen på MTG-aktier er i dag faldet. Værst gik det ud over Metro International, som blandt andet udgiver metroXpress i Danmark, som faldt med 25 procent, mens Stenbecks kerneselskab Kinnevik faldt 16 procent. Mediekoncernen MTG gik ned med 14 procent., mens aktierne i Tele 2 måtte indkassere en tilbagegang med otte procent.
Jan Stenbeck’s indflydelse på mediebilledet ikke bare i Sverige, men i store dele af verden, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Med sit reklamefinansierede TV3 brød han de skandinaviske tv-monopoler for mere end 10 år siden. I hans medieimperium indgår i dag bla. Viasat, TV3, TV1000, Finans Vision, produktionsselskabet Strix og Metro International, der udgiver gratisavisen Metro i 16 lande. Han var også foregangsmand med selskaber som Tele2 og Comviq, der i dag er blandt de stærkeste varemærker i telekommunikationsbranchen.
Hovedarving til medieimperiet er Stenbecks 25-årige datter Christina.
Det svenske medietidsskrift Dagens Media har talt med en række personer tæt på Jan Stenbeck, og de fleste mener, at de forskellige MTG-virksomheder vil fortsætte ‘business as usual’ på trods af topchefens død.
Den samme holdning har projektdirektør Svenn Dam fra MetroXpress.
– Det er en meget sørgelig situation, men jeg føler mig sikker på, at det er ”Business as usual”. Vores vækstplaner vil blive ført ud i livet som planlagt, siger Svenn Dam, projektdirektør hos MetroXpress.
Jan Stenbeck blev 59 år.
Kilder: resume.se og BerlingskeOnline