Arla Foods har sat sig som målsætning for 2007 at nå tilbage til den samme omsætning i Mellemøsten som inden Muhammed-krisens boykot af danske mejeriprodukter og andre varer.
Det oplyser mejerikoncernens divisionsdirektør, Finn Hansen, til Ritzau efter et repræsentantskabsmøde i Århus.
Den dansk-svenske mejerikoncern opgør nu endeligt tabet i år på den mellemøstlige forbrugerboykot til 400 millioner kroner. Omsætningen i hele Mellemøsten er nu tilbage på 60 procent af Arlas omsætning inden Muhammed-krisen for alvor brød ud i februar, men kan dog vise sig af være på 70 procent ved årets udgang, oplyser divisionschefen.
Tabet svarer til 40.000 kroner for hver af Arlas godt 10.000 danske og svenske landmænd.
/ritzau/