News International, den britiske del af Rupert Murdochs mediekoncern, har indvilget i at betale tre millioner pund – godt 25 millioner kroner – i erstatning i forlængelse af Dowler-skandalen, oplyser tv-stationen Sky News.
Milly Dowlers familie modtager to millioner pund, mens News International vil donere den tredje million til velgørenhed, erfarer Sky News.
Murdochs største britiske tabloidavis, News of the World, måtte lukke i august efter at det var kommet frem, at den havde hacket Milly Dowlers mobiltelefon. Ulovlighederne skete i forlængelse af, at hun tilbage i 2002 forsvandt i Surrey, England.
Afsløringerne tidligere i år af, at News of the World i avisens aflytningsiver havde givet Dowler-familien et falsk håb om at Milly var i live, førte til et ramaskrig i Storbritannien.
Forargelsen var så dybtfølt, at Murdoch fandt, at han ikke havde anden udvej end at lukke sin ellers så indbringende London-avis News of the World.