Musikselskabet Warner Brothers Denmark lancerer nu en ny gratis-service til danske reklamebureauer – Music Match – som skal gøre det lettere for dem at finde den rigtige musik til deres reklamefilm.
Samtidig tilbyder musikselskabet hurtig clearing af rettighederne til brugen af musikken, da de er i forvejen er i direkte kontakt med artisterne og deres bagland.
– I bund og grund handler det om at løse de udfordringer, de kreative bureauer støder ind i, når det drejer sig om at finde det helt rette stykke musik, der kan løfte reklamefilmen til et højere niveau, siger Head of Brand Partnership & Synchronization, Ryan Hansen, fra Warner Music Denmark.
Gratis service
Den nye musikservice har fået navnet ”Music Match” og går ud på, at musikselskabet gratis tilbyder at finde et eller flere passende musiknumre til reklamefilm ud fra bureauernes kriterier og budgetrammer.
Herudover tilbyder Warner Music også at lægge musik til moodfilms for at give et indtryk af samspillet mellem lyd og billede.
– Vi er klar til at arbejde gratis i forbindelse med screening af musik, sparring med bureauerne og klipning af musik til moodfilms, da vi ved, vi kan levere varen og derfor kun bliver betalt for den musik, der rent faktisk bliver brugt. Herudover kan vi rykke hurtigt og effektivt i forhold til at cleare rettigheder, da alle mellemled er skåret fra, siger Ryan Hansen.
Vil udsende playlister
Med adgang til millioner af sange i alle genre fra hele verden, et internationalt netværk af musikeksperter og ikke mindst adgang til musik, der endnu ikke er udgivet, vil musikselskabet udover ”Music Match” jævnligt udsende playlister med reklame-venlig musik til inspiration.
Den nye service er blevet til i samarbejde med kollegaerne i Storbritannien, som ifølge Ryan Hansen har stor succes med et lignende setup. Selskabet står fx her bag musikken til flere af John Lewis’ berømte julereklamer.
Warner Music Group kan dermed, må man forvente, se frem til øget opmærksomhed omkring – og salg af – numre fra sit omfattende musikkatalog.
Selskabet repræsenterer således navne som Bruno Mars, Ed Sheeran, Coldplay, Muse, Michael Bublé samt danske kunstnere som Kim Larsen, Christopher, Djämes Braun, The Mountains, Ena, Clemens, Jokeren, The William Blakes.