Nu vil musikbranchen den omsiggribende ulovlige piratkopiering af musik til livs. Musikpiraterne skal gå planken ud, dvs. de skal ikke bare gøres opmærksom på, at det er ulovligt det, de gør. De skal også straffes for det.
– Piratkopiering er tyveri fra pladeselskaber og kunstnere og det kan vi naturligvis ikke acceptere. Derfor tager vi nu alle midler i brug for at komme ulovlighederne til livs og vi vil ramme piraterne så hårdt som muligt, siger Stefan Fryland, formand for Universal og pladeselskabernes organisation IFPI.
Musikbranchen skønner selv at have mistet en omsætning på mellem 100 og 200 mio. kr. i de seneste år som følge af piratkopiering. Og problemet er stigende: For første gang har man i år oplevet et direkte fald i salget af CDer.
I øjeblikket gennemfører musikbranchen en omfattende retshåndhævelseskampagne mod piratkopiering. Som første led har man sendt et korps af kontrollanter ud i hele landet. De har i de seneste måneder aflagt besøg på diskoteker, uddannelsesinstitutioner, kollegier og til net-parties og samtidig har man fulgt med i musikpiraternes annoncering, bl.a. på nettet. På baggrund af kontrollanternes efterforskning har musikbranchen indledt forbudssager eller indgivet anmeldelser til politiet. I øjeblikket efterforskes der mere en 100 piratsager og der rejses erstatningskrav på op til 775.000 kr.
Den kampagne følges fra næste uge op af en omfattende reklamekampagne i medierne til en værdi af 5-6 mio. kr. Kampagnen kommer til at køre i dagblade, ungdomsmagasiner, på Go-cards, i biografen, på TV2 og på The Voice. Det er Grey København, der er bureau på kampagnen, som går hard core og meget direkte på problemet. Reklamekampagnen omfatter 13 forskellige annoncer og 4 tv-spots, hvor man ved hjælp af sætninger som “Hvor mange advokater kan der være på et børneværelse“ og “Gør som Sussi og Leo. Lad kopimusik blive din skæbne“ gør opmærksom på, at det er ulovligt. Kampagnen bygger på en enkel stil og gravstensagtig layout med det gennemgående tema “CD-pirater straffes“.
IKKE SæRLIG ULOVLIGTþ
– Målet med kampagnen er at få folk til at forstå, at det er både ulovligt og strafbart at kopiere musik – og dermed få den brede del af befolkningen, som ikke er kriminaliseret, til at holde op med det, siger kontaktchef Sune Bang, Grey København.
I det research-arbejde som bureauet har foretaget forud, viser det sig nemlig, at den almindelige dansker ikke opfatter piratkopiering som “særlig ulovligt“. Det ligger på linie med at gå over for gult, det vil sige, at man egentlig godt ved, at det er ulovligt, men ikke betragter det som moralsk ulovligt.
– Det viste sig også, at hvis man skulle gøre noget for at ændre folks adfærd, så var det ulovligheden og strafbarheden, der skulle slås på. Vi skal forstå, at med de nye teknologiske muligheder, er ulovligheder er noget andet end før. Der er jo ingen, der synes, at det er smart at hugge en CD i TP, og heller ingen der kopierer pengesedler, selvom begge dele kan lade sig gøre.
– Vi tror ikke at vi kan stoppe CD-brænding, men vi kan få de mennesker, der ikke vil begå noget direkte kriminelt til at lade være – også selvom der jo er svære odds, når en viksomhed som Philips mslipper afsted med at opfordre til ulovligheder når de markedsfører CD-brændere med sætninger som “Nu kan du sammensætte din egen musik“, fortsætter Sune Bang.
Grey Københavns team på kampagnen er, foruden Sune Bang, AD Espen Sørensen, tekst Claus Skytte og planner Daniel Hofmann. Kampagnen kører fra uge 40-42 og kommer igen i forbindelse med julen – hvor man regner med, at CD-brændere bliver et af årets gavehits.