”The Copy Book” er mere inspirerende end noget 2-dages seminar. For 400 kr. får du over 360 sider om tekst, hvor selv forordet er værd at læse. Det starter med påstanden ”Long copy is dead.” Og slutter med at konkludere, at uanset om teksten er lang eller kort, analog eller digital, så trives den i bedste velgående. Pyh!
”The Copy Book” er faktisk ikke ny. Måske læste du første udgave, som D&AD udgav i 1995. Måske har du været nødt til at købe den antikvarisk for op til 1.000 kr. Eller måske ved du først nu, at den findes. Så sparer du en masse penge og får til gengæld Taschen forlagets nye, opdaterede og udvidede udgave af den fantastiske The Copy Book. En absolut must read.

48 af verdens bedste tekstfolk
Der er flere tekstforfattere med i bogen end nogensinde. Alligevel mangler der naturligvis en masse. Blandt andet fordi fokus er massekommunikation. Primært print, selv om der er kommet flere digitale løsninger med. En af dem, der mangler, er David Ogilvy. Men han hans guldkorn er tilgængelige i rigt mål i andre sammenhænge. Ét af hans mindre kendte er måske det vigtigste: ”Have fun, fun, fun. ’Cause you are a long time dead.”
Alle tekster er på engelsk
Der er af gode grunde ingen danske tekstforfattere med i ”The Copy Book”. Heller ingen af de tyske og spanske tekstforfattere, jeg kender, som absolut fortjener at være med. Vores handicap i denne sammenhæng er, at vi skriver på alt andet end engelsk.

Læs hvordan de arbejder
De fleste indvier os faktisk i, hvordan de får ideerne til alle de fantastiske tekster. Og til de store ideer, der rummer mere end blot ord. Nogle af dem krukker lidt. Overrasket? Det gælder for eksempel Niel French, som anbefaler, at man drikker en flaske god rødvin, og endnu en mens man kondenserer ideen. Hvis man kan huske noget som helst dagen efter, så er der noget at arbejde videre på.
Den triste besked fortsætter med ”absolutely nobody reads newspapers anymore.” Og så er der 3 spalter tekst, der gør alt for at skræmme læseren væk. Sublimt. Intet mindre. En af de fede ting, der adskiller ”The Copy Book” fra gængse billedbøger med reklamer i er, at man rent faktisk kan læse brødteksten.
Bogens indhold er blevet til over mange år, i forskellige lande. Det er meget tydeligt, hvilke kunder der har været modige nok til at købe excellent arbejde. Således Chivas Regal og The Economist. Men de er heldigvis ikke de eneste.
Glæd dig til at læse reklamer for alt fra biler til sæbe og en masse for non profit organisationer, der oftere går til stregen, for at pirre vores dårlige samvittighed så vi linder på tegnebogen. Apropos, så koster The Copy Book kun 400 kr. Taschen sender den endda portofrit fra butikken på Strøget.

The Copy Book
Taschen Forlaget. H: 31,5 cm B: 24,5 cm. 2,3 kg. 368 sider. 400 kr.