Nedtællingen til dette års Super Bowl er i gang, og interessen for de reklamer, der vises i forbindelse med kampen, er som vanligt enorm.

Opmærksomheden samler sig i disse optakts-uger om flere forskellige ting, men en sikker vinder hvert år er kendis-faktoren: hvor mange – og hvilke – kendisser optræder i årets Super Bowl-reklamer?

Endnu holder en del annoncører kortene tæt til kroppen, men den sydkoreanske bilproducent Kia har allerede nu meldt ud, at man i år har hyret ingen ringere end den tidligere James Bond-skuespiller Pierce Brosnan til at optræde i sin Super Bowl-reklame.

Manden, der personificerede mesteragenten Bond i filmene GoldenEye, The World is not Enough og Die Another Day får dog muligvis konkurrence fra en yngre Hollywood-kollega i Super Bowl-reklameblokken, da der går rygter – men det er foreløbig kun rygter – om, at også skuespilleren Matt Damon kommer til at optræde i en af Super Bowl-reklamerne.

Derimod er det bekræftet, at den Super Bowl-reklamevante NASCAR-stjerne Danica Patrick er med igen i år, og igen for GoDaddy, der beskæftiger sig med registrering og hosting af domænenavne.

Sidste år optrådte hun i filmen Bodybuilder, der ikke fik de bedste anmeldelser, men i år tager GoDaddy det ultimative reklamevåben i brug og sætter Danica Patrick på rollelisten sammen med – en hundehvalp.

Men der skal flere kendisser på skærmen, hvis sidste års ganske imponerede kendis-liste skal slås: Vi nævner i flæng: Bob Dylan for Chrysler, Scarlett Johannsson for SodaStream, David Beckham for H&M, James Franco for Ford, Stephen Colbert for Wonderful Pistachios og Bruce Willis for Honda.

Og så var Kia selv i øvrigt også med på kendisvognen sidste år med skuespilleren Laurence Fishburne i rollen som Morpheus fra Matrix-trilogien.

De hundedyre reklamesekunder er angiveligt ved at være udsolgt, og omkring 40 annoncører ventes at være med. En del af dem har allerede offentliggjort deres deltagelse, men mange holder kortene tæt ind til kroppen.

Fx går der rygter om, at sidste års særdeles populære Budweiser-hundehvalp fra filmen Puppy Love skulle være tilbage. Bryggeri-giganten Anheuser-Busch skulle således have købt plads til tre reklamespots ved Super Bowl XLIX, hvoraf det ene – fra reklamebureauet Anomaly – byder på et gensyn med både de store Clydesdale-heste og en ”Lost Dog”…

Den 49. udgave af Super Bowl løber af stablen den 1. februar 2015 i Arizona. Kampen spilles på Phoenix University-stadion i Glendale og transmitteres i år af tv-stationen NBC.