Danske Banks ordførende direktør Peter Straarup har endnu ikke formået at vinde bankens tabte omdømme tilbage. Forklaringen er den enkle, at topchefen ikke får ordentlig rådgivning. Peter Straarup er den eneste, som rent faktisk kan skaffe Danske Bank sit gode image tilbage, mener en af Danmarks førende kommunikationsrådgivere, Jess Myrthu, der er bestyrelsesformand og seniorpartner i firmaet Jøp, Ove og Myrthu, der rådgiver i strategisk kommunikation. Myrthus vurdering kommer, efter at Peter Straarup i en kronik i Berlingske Tidende søndag henvendte sig direkte til danskerne for at forklare, hvilken rolle bankerne spiller i samfundet og, hvilket ansvar de har for finanskrisen. Ikke overraskende konkluderer Peter Straarup, der også er formand for Finansrådet, at bankerne er uundværlige, fordi danskerne ellers ville være nødt til at låne penge af forældre eller svigerforældre eller på et gråt lånemarked med meget høje renter.
– Det er bankernes ansvar, at vi løser vores kerneopgaver ordentligt og ansvarligt og ikke løber større risici, end vi kan bære. Helt afgørende har bankerne også et særligt rådgivningsansvar for at sikre, at de enkelte kunders engagement er i balance, så rådgivningen ikke forvolder skade, skriver Peter Straarup blandt andet i kronikken, der ikke imponerer Jess Myrthu.
– Peter Straarup bliver ved med at forklare krisen med makroøkonomiske argumenter, som den almindelige dansker ikke forstår. Og problemer et jo, at imaget ikke skal genvindes hos professionelle investorer. Det er hos den almindelige befolkning, at imaget skal genvindes, fordi det er dér, der er tabt, siger Jess Myrthu.
Børsen side 24