Flere annoncører har fået tilbudt gratis outdoor-reklamer af bureauet ”The Creative Dept.” som er en event for Clear Channel, der er en af de to store outdoor-udbydere i Danmark. Udover Discovery, som Markedsføring fortalte om i fredags, har også Rådet for Større Færdselssikkerhed fået tilbudt en gratis outdoor-annonce. Ligesom i tilfældet med Discovery inkluderer tilbudet fra ”The Creative Dept.” såvel kreativt arbejde som bookning og opsætning.
Projektchef hos Rådet for Større Færdelssikkerhed, Karsten Koling, oplyser overfor Markedsføring, at han ikke må sige, hvem der står bag tilbuddet, selv om han godt ved det.
– Men vi er rigtigt glade for den outdoor-annonce og synes den er god. Vi fik tilbuddet og har siden været i dialog med dem om hvordan den skal se ud, siger Karsten Koling, der ikke finder det underligt, at han fik tilbudt en gratis reklame og ikke skulle betale for udformningen.
– Gør alle ikke det. Det er da ganske naturligt, siger Karsten Koling, der oplyser, at han går ud fra, at der kun er tale om et one shot. Rådet for Større Færdselssikkerhed har et samarbejde med reklamebureauet Bocca og har ingen overvejelser om at skifte bureau.
Clear Channel benægter stadigvæk, at det er dem, der står bag det “nye” bureau The Creative Dept., som har været markedsført under mystiske omstændigheder i de seneste dage.
Saatchi, der er bureau for Clear Channel, nægter også at skulle stå for de kreative oplæg, som er blevet tilbudt udvalgte kunder.
Markedsføringen af det ”nye” bureau begyndte i Berlingske sidste søndag, da bureauet indrykkede en fiktiv jobannonce, hvor man søgte en række medarbejdere. Hvis man nærlæser annoncerne for The Creative Dept. tales der om at få ”reklamen ud af mødelokalerne og ud på gaderne igen”.
jür