I to helsider i gårsdagens Berlingske Tidende søgte The Creative Dept. medarbejdere til et nyt reklamebureau, der ønsker at være den bedste samarbejdspartner for danske annoncører Bureauet søgte i alt otte nye medarbejdere lige fra kreativ direktør til receptionist. Eneste afsender var en adresse til en hjemmeside www.thecreativedept.dk, hvor man ikke bliver meget klogere. Bl.a. får man beskeden, at bureauet ikke kan kontaktes før 26. marts.
I reklamebranchen går der rygter om, at det er Berlingske der står bag ”ansøgningen”, der virker mere som en event, men rygterne afvises af salgsdirektør, Søren Hyldgaard. Han ønsker dog ikke at oplyse, hvem der har indrykket annoncen.
Markedsføring arbejder videre med “jagten på det nye bureau” og modtager gerne input fra folk med viden.
Der er ikke registreret tilsvarende domæne-navne i Sverige og Norge, men thecreativedept.com er dog fornylig registreret hos et amerikansk domæne-firma.