I første omgang betyder det nul og niks for de rejsende. Men på sigt kan mandagens fusion mellem britiske MyTravel og det tyske rejseselskab Thomas Cook føre til billigere ferierejser for danskerne.
– Det kunne ske, at fusionen giver billigere rejser, men det vil vi se på lang sigt, siger direktøren i MyTravel Northern Europe Sam Weihagen til Ritzau.
Til gengæld er fusionen ifølge Weihagen en glimrende ting for folk med aktier i MyTravel. De steg nemlig hele 26,41 procent på London Stock Exchange ved offentliggørelsen af fusionen mandag.
MyTravel ejer både Spies, Tjæreborg, Ving og Skibby Rejser i Danmark.
/ritzau/