Kommunikationsbranchen er præget af mange freelancere, iværksættere og mikro-virksomheder. Internationale erfaringer viser, at kontorhoteller kan skabe dem nye vækstmuligheder.
Coworking communities har nemlig vist sig at løfte hjemmearbejdspladsen ud på en professionel arena, fordi aktørerne indgår i et frugtbart samspil på tværs af kompetencer. Og nye kræfter på markedet er godt i gang med at indføre idéen herhjemme.
– I Danmark er der i højere grad end i udlandet en tendens til, at mange iværksættere arbejder hjemmefra, hvor der klemmes et arbejdsbord ind i soveværelset eller kælderen. Fordelene ved at arbejde hjemmefra er indlysende: Det giver for eksempel mulighed for at passe børnene eller følge med i landskampen samtidig med, at man arbejder. Men de selv samme fordele kan hurtigt blive til ulemper, siger Jørgen Larsen, som er medstifter til det nyeste kontorfællesskab, coMinds, som åbner 5. maj på Vesterbrogade i København.
– Det kan være svært at koncentrere sig, når der er alt for mange muligheder for overspringshandlinger omkring en. Mange synes desuden, at det virker uprofessionelt at invitere potentielle kunder hjem i dagligstuen, siger Jørgen Larsen.
Hvad skal interesserede gøre?
– De skal møde op til åbningsreceptionen, som finder sted den 5. maj klokken 14.00-18.00 på Vesterbrogade 95A, siger Jørgen Larsen. 
Priserne for at blive en del af det danske coworking fællesskab varierer fra 300 til 2.850 kroner eksklusive moms, og ingen betaler depositum. Således kan alle kommunikatører og andre professionelle komme direkte ind fra gaden og blive en del af arbejdsfællesskabet. Man skal kun medbringe sin egen bærbare computer og mobil. 
Tjekker man de internationale debatter om coworking på nettet, er fordelene ved at være aktiv coMinds-deltager socialt samvær, inspiration, faglig sparring og motivation, udveksling af erfaring og viden, også på tværs af faggrupper. ”Netværk er Konge”, og det er præcis det, coworking handler om.
– Hos coMinds tilbyder vi interesserede to ugers gratis prøvetid. Det er vigtigt for os, at potentielle medlemmer ved præcist, hvad de får pengene. Det er faktisk allerede nu muligt at tilmelde sig de forskellige medlemskaber og prøveperioden ved at skrive til
info@cominds.dk, siger Jørgen Larsen.
På stedet får man en række praktiske fordele som for eksempel adgang til et online community og events, trådløst internet, bøger, magasiner, aviser og så selvfølgelig køkkenfaciliteter, mødelokaler, cafemiljøer, printere og scannere.
Det sjove ved kommunikations-øvelsen bag etableringen af projektet er, at folkene bag coMinds har brugt meget få midler til at nå deres målgruppe.
Jørgen Larsen og hans folk har stort set kun brugt Twitter og Facebook samt en lille annonce-kampagne til 50 kroner på Google. Kommunikationen indledtes i fredags, og coMinds har haft 1.000 besøgende på sitet af folk, der i gennemsnit har brugt fem minutter på at tjekke tingene.
50 har tilmeldt sig til åbningsreceptionen og knap 100 er tilmeldt coMinds nyhedsbrev.