På en varm sommerdag besvarede Baresso en flittig studerendes bønner om en pause fra eksamenslæsningen. Det kom der en lille video ud af, som blev omdrejningspunkt for kaffekædens virale kampagne, som kørte under de studerendes læseferie.
Målet med kampagnen har tydeligvis været at skabe forbindelse og inddrage en særlig målgruppe, som i dette tilfælde har været de unge studerende, som er en af kaffekædens vigtige målgrupper. Og da der er mange som vil mene, at kaffe og eksamenslæsning hører sammen, er det naturligvis også rammen om den fortælling, som Baresso forsøgte at tage del i via kampagnen.
Budskabet er kort og godt, at Baresso rækker de studerende en hjælpende hånd – og håber naturligvis, at de studerende vil komme forbi en af kædens kaffebarer undervejs i læseferien, eller i hvert fald vende tilbage, når eksamen er veloverstået.
Det hele startede med en kommentar på Facebook, som lød: “Hvad har du allermest brug for i din læseferie+”, hvorefter en kommentar fra en af Baressos 29.000 fans blev opfanget og eksekveret ved, at den lidende studerende efterfølgende fik overrakt sin kaffe-drik hjemme på dørtrinet.
Hele forløbet blev filmet og videoen blev herefter omdrejningspunkt for hele kampagnen, som har affødt en masse positive kommentarer på Facebook og blevet vist 150.000 gange. Desuden har man opfordret de studerende til at uploade snapshots fra deres læseferie, som der er kommet flere, mere eller mindre kreative bud på, som både kan ses ovenover artiklen eller på Baressos kampagne-site.
Bag idé og eksekvering af kampagne står bureauet Kadaver, som tidligere også har stået bag en anden viral succes – Arrivas viral-kampagne ”Mukhtars fødselsdag”.
Sinne Fredslund Madsen, som er ansvarlig online medie og kommunikation hos Baresso foklarer, at præcia viral markedsføring er fundamental for kaffekædens grundlæggende forretningsstrategi.
– Vores forretningsmodel bygger på analogien “kop for kop, shop for shop”. Altså kendskabet til vores koncept er blevet udbredt via synlighed i gadebilledet, enten fra facader eller vores “to-go-kopper” og ikke mindst omtale fra vores gæster, fortæller Sinne Fredslund Madsen og fastslår, at kampagnen derfor ligger I umiddelbar forlængelse af kædens forretningsstrategi.
– Vi vil gerne markere os på den sociale mediearena, hvor der er kamp til stregen og hvor alle I dag jagter viral succes. Derfor handlede kampagnen for os om at skille os ud, og samtidig udnytte vores viden om vores vores Facebook-fans til noget positivt, forklarer Sinne Fredslund Madsen og fremhæver, at mange af Baressos fans netop værdsætter dialogen og interaktionen med Baresso på Facebook.
– Så på sin vis, kan vi sige, at vi – og med filmen i særdeleshed viser, at vi forsøger at opfylde nogle ønsker og bygger bro mellem den digitale til den analoge verden, slutter Sinne Fredslund Madsen.