Hvis en hund bider en mand, er det sjældent noget der rammer avisernes forsider. Er det derimod manden, der bider hunden, ser det straks helt anderledes ud. Således også i reklamebranchen.
Her er hovedreglen at bureauet udtænker kreative løsninger for kunder, der beder om det. Men på det københavnske reklamebureau Euro RSCG har man ikke noget imod at vende tingene lidt på hovedet og lade manden bide hunden. Og det er netop det, man har gjort med efterårsferie-eventen, kendt som Den Store Bagedag.
– Vi synes, det er en ny måde at tænke reklamebureau på, som godt kunne række ind i fremtiden, siger adm. direktør Steen Holm.
Communication director hos Euro RSCG, Lars Møller, fik i sin tid ideen til Den Store Bagedag, og i dag er det ham personligt, der ejer rettighederne – de såkaldte Intellectual Property Rights – mens reklamebureauet Euro RSCG har brugsretten. Den udnyttes så i samarbejde med en række relevante samarbejdspartnere og sponsorer, som eksempelvis Danæg, Gorenje og Nordic Sugar (det tidligere Danisco Sugar).
Dermed er det reelt reklamebureauet, der ejer ”kunden” eller konceptet, om man vil, og fordelene ved det er der flere, der har fået øje på. Også i udlandet, hvor blandt andet Finland og Norge kører et tilsvarende koncept i år.
– Det har været interessant at se, at flere internationale detailkæder og brands har udvist stor interesse i at tage ejerskab på en ny familietradition, siger Steen Holm.
Til næste år sender reklamebureauet to nye koncepter i luften ud fra samme opskrift: Bagedagen ”udvides” med et ben til mændene: Årets Grillbager, og så skal den gode gamle danske frokosttradition genoplives.
Læs hele historien i Markedsføring nummer 9, der udkommer i denne uge.