Egentlig skulle denne artikel handle om de sælsomme tilstande på mobiltelefonmarkedet, hvor en række mindre og mellemstore aktører hæmningsløst sender kanonregninger til afdøde og inkassotrusler til levende, som for længst har opsagt deres abonnement. Firmaernes talsmænd er altid meget forbavsede og beklager den ”enkeltstående fejltagelse”, når Ekstra Bladet forlanger en forklaring. De forskellige varianter af pengeafpresning skader hele branchen, og tiden burde være moden til selvjustits. Med en så flygtig ydelse som telefontid er det rimeligt at forlange en særlig høj grad af forbrugerbeskyttelse.
Ofte er der tale om telefoner til 25 øre eller 1 krone plus det med små bogstaver, og kunderne har svært ved at overskue, hvad de binder sig til, og hvad det koster. De forstår heller ikke helt konsekvensen af at smide fastnet-telefonen ud og dermed påføre den, der intetanende foretager opkaldet, urimelige udgifter. Det er faktisk noget forbandet svineri.
I den modsa tte ende af skalaen koster en mobiltelefon 19.450 $. Yes! Der findes også en discountmodel til 4.900 $. Vi taler om Vertu, ”the first luxury communication company”. Ligesom Toyota har topmærket Lexus til overklassen, så har Nokia introduceret Vertu i stål, 18 karat guld eller platin med safirkrystalskærm og indlagte rubiner. Slægtskabet med pøbelfirmaet Nokia er svært at spore på HYPERLINK “http://www.vertu.com” www.vertu.com , hvor man kan ansøge om at få en invitation til en introduktion. Man kan selv vælge, om præsentationen skal foregå i Hong Kong, London, Paris, Beverly Hills, New York eller Singapore.
Inde i guldburet er teknikken velsagtens nogenlunde magen til den, som det jævne folk benytter sig af. Liebhaverne må affinde sig med den uæstetiske tanke om, at de sender og modtager fra sendemaster, der også benyttes af den gemene hob med lokkofoner til 25 øre. Det er ikke rart at tænke på, men sådan er det jo også med veje og anden infrastruktur – man må tåle at dele med underklassen. Men for at di stancere sig har Vertu en særlig concierge-ordning, hvor man på fem sprog kan ringe og bestille teaterbilletter, restaurationsborde og få navnet på den nærmeste læge. Tilsyneladende er det levende mennesker, der yder denne service. Men, siger iagttagere, det er jo ganske overflødigt, da indehaverne af Vertu i forvejen omgiver sig med tjenende ånder. En solstrålehistorie handler om, hvordan Gwyneth Paltrow, en amerikansk skuespillerinde, var kommet til at forlægge sin Vertu-oplader (den slags kan åbenbart indtræffe i de bedste kredse) og desperat ringede til conciergen. – Intet problem, vi er der med en ny om et øjeblik, svarede vagtcentralen, og få minutter efter var fru Paltrows Vertu atter i stødet. Stjerner som Mariah Carey, Madonna og Jennifer Lopez siges også at være blandt Vertus venner. Sidstnævnte syngesild ejer tre. Måske planlægger hun en amerikansk remake af Gitte Hænnings ældgamle schlager ”Snakker med mig selv”, som TDC har købt rettighederne til, skønt man skulle tro, at det drejer sig om at sna kke med andre. Man behøver strengt taget hverken plastic eller platin for at føre en solokonversation, hvor inspirerende den så end måtte være.
Man kan selv være med til at designe sin Vertu, eventuelt i samarbejde med den prisbelønnede skulptør Christopher Bucklow, så både det ydre og det indre matcher ens personlighed. Den nyeste model blev ikke præsenteret på en fagmesse, men ved modeugen i Paris. Telefonen skal være et smykke ligesom et ur. Nogle er glade for et engangsur med portræt af Mickey Mouse til 98 kr., andre foretrækker kronometre til 98.000 kr. eller mere, og således er verdens goder så ulige fordelt, selv om klokken er den samme for fæ som for fyrste. Også Siemens er på banen med Xelibri – smart syntetisk navn – der på samme måde henvender sig til de få udvalgte. Man skal heller ikke lade sig forbavse, hvis Rolex eller Breitling parrer et ur med en telefon.
Hvis der allerede nu er danske statsborgere, der har investeret 20.000 $ i en goldofon, skal vedkommende nok vide at gå stille med dørene. Kun de nærmeste og indforståede vil overhovedet kunne acceptere denne gimmick. Selv folkehelten Kurt Thorsen, kendt fra tv og tugthuset, var i sine velmagtsdage kommet galt afsted, hvis han havde viftet med en Verto. Sådanne udskejelser tolereres ikke i et land, hvis offentlige økonomi er baseret på konfiskation med det noble formål at skabe lighed mellem rige og fattige.
Man skal næppe heller regne med en intensiv annoncekampagne i danske aviser. Måske havde Dagen været sagen, og så kunne Peter Linck have fået sin egen Verto i bytte for 20 eller 40 helsider med tryk til kant. Mon han i øvrigt undgår tugthuset? Vi er nogle abonnenter, der overvejer en bedragerianmeldelse.