100 år er ikke så lang tid for en avis, men det er en meget lang tid for en avis, der har haft erhverslivet som speciale. Det har dagbladet Børsen haft, og det vil ikke være forkert at hævde, at avisen “opfandt“ erhvervsjournalistikken i Danmark.
Endda hele to gange..
Først med starten af avisen, siden med relanceringen i 1970. I begge tilfælde med makkerpar, som forudsætning for, at det kunne lykkes – unge mennesker med tro på livet, sig selv og den mission, der var stillet i udsigt.
Først var det Green og Stein, siden var det Rasmussen og Lillelund.
* De to pionerer kæmpede gennem de fleste af årene med en trang økonomi, ofte holdt flydende af tilskud fra det tunge erhvervsliv og Grosserer-Societetet, der som datidens magtfulde organisation var hovedbidragyder.
* De to fornyere i 1970 lagde grunden til den blomstrende virksomhed, vi i dag kender som Forlaget Børsen – med dagblad, magasiner, fagblade, konferencer, elektronisk kommunikation mv. En multimediavirksomhed centralt placeret i erhvervslivets kommunikation med de kvaliteter, der også karakteriserer en dygtigt ledet virksomhed – fine overskud og solid produktudvikling. Lige efter bogen..eller lige efter erhvervsavisens egen opskrift på en succes.
* Æren for at det så gik som det gik kan så meget passende placeres på Børsens 3. makkerpar, nemlig adm. direktør Preben Schack, der var en af 1970-relanceringens snusfornuftige bagmænd og afgående chefredaktør Jan Cortzen. De to har i næsten 20 år kørt et perfekt parløb, der har cementeret avisens placering i det danske mediebillede, og dermed også grundlagt den formue, som har været afsæt for forlagets brede satsning på erhvervskommunikation.

PRESSE- OG ERHVERSHISTORIE
Børsens 100 år kunne ved en overfladisk iagttagelse ligne en succeshistorie. Men det er snarere som i de gode eventyr – når enden er god er alting godt – for sandheden er, at manden med leen adskillige gange undervejs i bladets dramatiske liv har stået, ikke alene på fortrappen, men helt inde i de ofte trange og beskedne redaktionslokaler.
Det kan man læse om i Børsens Danmarkshistorie, der er udkommet som en passende optakt til 100 års jubilæet. Bogen er skrevet af forfatteren Henning Fonsmark, der fra midten af firserne til 1993 var medlem af bladets chefredaktion og politisk chefredaktør. Han er en rutineret forfatter med en bredde fra politiske og filosofiske værker til memoirer, senest efterårets bog om brændselshandler og MF’er Kai Dige Bach, og ind imellem et par krimier. I hans sikre iscenesættelse er der kommet en både dramatisk og spændende bog ud af de 100 år, en bog, der er god pressehistorie, samtidig med at den medlevende trækker konturer af den erhvervsmæssige udvikling i samme periode.

GRUNDLæGGER GREEN
Navnet Green vil for altid være knyttet til Børsen, omend det i dag kun lever med i kraft af Greens analyser og opslagsværker. Men det var konsul Th. Green, der lagde grunden til den lille avis, der først i 1899 blev egentlig dagblad med 6 ugentlige udgivelser. Med fra begyndelsen havde han det makkerpar, der drev avisen frem gennem de første mange år, nevøen Holmer Green og dennes studiekammerat Hendrik Stein.
Det var en aftale med Grosserer-Societetets Komite, der sikrede økonomien – som et slags medlemsblad mod et årligt tilskud på 26.000 kr det første år, et ganske betragteligt beløb, som dog også afstedkom kritik i medlemskredsen, delvis tilskyndet af en overset konkurrent, men en kritik som blev afvist på en ekstraordinær generalforsamling i Komiteen, hvor formanden, etatsråd Th. Adolph, imødegik kritikken med en meget illustrativ anekdote:
“Jeg hørte engang om et gammelt skib, der lå ved Helsingør som vagtskib, og det sendte hver morgen og hver aften sit skud ud over Helsingør By. Da folk havde hørt på det nogen tid, sov de roligt videre om morgenen, ikke en sjæl vågnede fordi skibet skød salut. Men så hændte det en dag, at skibet skulle bort i et ærinde, og så skød det altså ikke den morgen, og på den bestemte tid, hvor skuddet plejede at lyde, vågnede hele byen. Sådan tror jeg også det vil gå, hvis bladet Børsen en dag ikke kom. Så ville de herrer vågne og sige: Det kunne vi ikke undvære, og De ville skrive til os: Kære Komite! bliv ved at skyde, thi vi kunne ikke undvære det og vil gerne betale for det.“Sådan var den sag afgjort. Indtil videre. Senere i historien er emnet til debat og bindingen til – eller rettere samarbejdet med – grossererne varer helt op mod relanceringen i 1970, selvom grossereren som stand forlængst var overhalet af erhvervslivets udvikling.

DE KEDSOMMELIGE ANNONCER
De første egentlige business-to-business annoncer dukkede op med den nye avis. Reklamen som fag var ikke etableret og annoncerne ser ud derefter. Det tager redaktionen fat på i en kommentar, der samtidig er en opsang til kunderne og en åbning for en professionalisering af reklamen: “Men at forme en annonce, at sætte den op – fikst og iøjnefaldende, så den hypnotiserer øjet og tvinger opmærksomheden, den ting ofrer man hverken tid eller tanke. Den kunst forstår kun så få. Derfor er bladenes annoncesider en eneste grå ensformighed, hvor alt glider sammen i en péle méle, uden at nogen enkelt kundgørelse fanger og fængsler.“
Det var i 1899, i øvrigt samme år Sylvester Hvid Reklamebureau blev etableret.

LEVEDE MED AVISEN I 50 åR
Peder Koch Jensen er sammen med Stein det navn, der knytter sig længst til Børsens historie. Begge var med et halvt hundrede år, Stein fra begyndelsen til hans død i 1944 og Koch Jensen fra 1918, hvor han kom som studentermedhjælp til relanceringen skulle sættes i værk. Tilknytningen blev yderligere styrket af, at han undervejs blev Steins svigersøn.
Han levede for og med sit blad – og var også tæt på at lægge det i graven, da han ikke i tide forstod, at der skulle en ny vision til, hvis Børsen skulle overleve dvs. tiltrække ny risikovillig kapital.

MANDEN MED VISIONEN
Der havde været tilløb til kontakt med den svenske Bonnierkoncern, men Koch Jensen var stærkt imod svensk indflydelse og havde endda – næsten – smidt Lukas Bonnier ud af sit kontor, da han kom for at få en dialog igang. Svenskerne så Børsen som en praktisk måde at afprøve et nyt concept for en moderne erhvervsavis, en slags forlængelse af koncernens succes med ugemagasinet Veckan’s Affärer.
I ledende erhvervskredse herhjemme var man opmærksom på, at der skulle gøres noget og en nøgleperson i den fornyelsesproces, der skulle igang, industrimanden N. Arnth-Jensen, havde lagt mærke til er ung journalist, der havde fornyet erhvervsjournalistikken på Berlingske Aftenavis.
Han hed Erik Rasmussen. Og han var interesseret fordi Det Berlingske Hus havde sagt nej til hans planer om fornyelse af den skrantende aftenavis (der siden blev til WeekendAvisen).
Hans vision var at dyrke erhvervsstoffet – medlevende, kritisk og journalistisk aktivt. Timingen var god. Samfundsopsvinget i 60’erne gjorde erhvervsstof mere relevant, uden at de store morgenaviser gjorde noget særligt ved det med en prioritering ikke langt over det halvlunkne referatjournalistik.
Relanceringen blev besluttet og udadtil lignede det næsten en succes. Indadtil var der ikke den ting, der ikke gik galt. Henning Fonsmark har i denne fase kunnet drage nytte af, at alle involverede fortsat er til stede, og beskrivelsen af de dramatiske år før, under og lige efter fødslen af det nye Børsen er et af bogens højdepunkter. Historien er spændende fortalt og viser også hvordan tilfældigheder – her i form af et brev til Lukas Bonnier, der ikke blev sendt, men genfundet – ændrede spillets gang – ja, måske var den egentlige årsag til, at Børsen blev til Det ny Børsen, som det hed i starten.
Navnet havde man forøvrigt også planer om at lave om og man havde bl.a. inddraget Morten Jersild, som også stod for relanceringen. Han var imod navneskift, og – som han fortæller i sin egen bog “På kant med reklamen“ – overlevede det gamle navn udelukkende fordi ingen kunne komme med et bedre forslag, selvom der var udfoldet betydelige anstrengelser.

NYE UDFORDRINGER OG ET MELLEMSPIL
De to pojkar, som Lukas Bonnier kaldte Erik Rasmussen og Chr.Lillelund, blev hurtigt voksne. Successen var indiskutabel, til gengæld var de allerede på vej mod nye opgaver. Erik Rasmussen blev lokket af de større hartkorn i Gutenberghus-koncernen og Lillelund rykkede op i graderne i Bonnierkoncernen.
På den redaktionelle side kom der er kort mellemspil med Jørgen Petersen (JØP) som chefredaktør. Han takkede nej til at fortsætte. Efterfølgeren blev en ung begavet TV-journalist, Uffe Ellemann-Jensen, hvis evner som leder ikke stod mål med talentet for økonomi og journalistik. Han kom i voldsom opposition til journalisterne og blev fyret.
Han blev afløst af Jan Cortzen og næsten samtidig afløste Preben Schack Chr. Lillelund som øverste chef.
Det er snart 20 år siden. Og det har ikke været de mindst spændende 20 år, fordi de har været en levende dokumentation af en bladvirksomhed med energi og fremdrift. Som starten for 100 år siden. Det blev “glemt“ i mange mellemliggende år, hvor forsynet og toneangivende erhvervskredse holdt hånden under.
Erhvervslivets “Ekstrablad“ har kritikerne kaldt avisen – jeg vil mene det er en kompliment! – som har evnet og turdet både træde læserne over tæerne og pudse deres glorie. Det er slet ikke nogen dårlig blanding, når det bliver gjort med indsigt og professionelt håndelag.
Børsens Danmarkshistorie har samme kvaliteter. Naturligvis.
Go’ fornøjelse.

Børsens Danmarkshistorie
Henning Fonsmark
Børsen Bøger
Pris: 100,- kr. + moms