Efter at have besøgt NYC, Toronto, Miami, Tokyo og senest Paris er popfæomenet Justin Biebers ”Purpose Tour” Pop-Up Shop i dag kommet til København.

Samarbejdspartneren er den københavnske butik Storm, der ofte omtales som en af de mest trendsættende livsstils- og modebutikker i Europa.

I butikken præsenteres fra i dag og weekenden over en eksklusiv Justin Bieber kollektion, designet i samarbejde med Jerry Lorenzo, Creative Director og grundlægger af Fear of God.

Hertil kommer en luksus-kollektion og udvalgt merchandise fra Biebers ”Purpose Tour”, der besøger Telia Parken i København på søndag.

Kunstnere er jo megabrands

Det er Jerry Lorenzo, Justin Bieber og Biebers management/Universal Music, der har ønsket samarbejdet med Storm, og indehaver Rasmus Storm ser frem til weekenden:

– Ingen tvivl om, at Justin Bieber er et ekstraordinært stort talent, der har haft meget høj indflydelse på den musikalske scene de seneste syv-otte år. Noget af det mest interessante i at fylde vores butik med Justin Bieber er dog, at det er uventet.

– Ikke mange vil kunne sige, at det umiddelbart er et oplagt match, og det er dét, der skubber tingene fremad og er sjovt. At bryde rammerne for det forventede, lyder det fra Rasmus Storm, indehaver af Storm.

Michael Boie, Director Music & Brands hos Universal Music Danmark, siger:

– Alene det, at Storm præsenterer Jerry Lorenzos kollektion, der har skabt lange køer overalt, hvor den har været, er unikt. Samtidig er det et klart bevis på, at merchandise, musik og mode i øjeblikket flyder sammen i stærke konstellationer, siger han.

– Og at kunstnere som Justin Bieber i 2016 i høj grad også er megabrands, der sætter præg på dagsordenen på en lang række områder; fx med selvstændige virksomheder, som designere og ambassadører. Dette er et ekstremt spændende område, som vi hos Universal Music udforsker og udvikler og satser massivt på fremover, slutter Michael Boie.