En række færgeruter fusionerede i november sidste år og blev til Danske Færger A/S, hvilket gav arbejde til Red Associates, e-Types, Robert/Boisen & Like-minded samt Deducta. Med sammenlægningen af bl.a. Bornholmstrafikken og Clipper forestod en ikke ubetydelig indsats for at bygge bro over flere kulturer.
− Det var bestemt ikke enkelt at fusionere flere selvstændige virksomheder, men ved at lytte nøje til de mange input, vi fik fra de dedikerede medarbejdere, lykkedes det at lande en vision og mission, vi alle var enige om, siger marketingchef i Danske Færger A/S, Pernille K. Lydolph.
Med Red Associates som fødselshjælper blev den overordnede strategi for det nye selskab driblet på plads.
− I virkeligheden gik vi efter den renhed, der ligger i det enkle. De mange selvstændige færgeruter endte med at hedde det indlysende, nemlig Færgen. Og sammen med e-Types fik vi skabt den identitet, udtryk og logo, der signalerer det maritime miljø, vi opererer i. Mange færgenavne er hverken indlysende eller mundrette, og det må man sige, at Færgen er. Det er jo selve færgen, der sejler os fra sted til sted, og det er på færgen, vi rejser med, altså flytter os, fortsætter Lydolph.
Ombord på rejsen påmønstrede Robert/Boisen til at skabe reklamerne og Deducta til at samle den moderne kommunikation på nettet.
− Deducta præsenterede os for en bredere løsning, end de konkurrerende web-bureauer. Deres grundlæggende tanker om, at en hjemmeside skal tænkes ind i en større online-strategi tiltalte os, og referencer og den positive feedback fra eksisterende eller tidligere kunder overbeviste os om, at Deducta var den rigtige sparringspartner. Med udgangen af 2011 forventer vi derfor at stå med et faergen.dk, der samler ø-rederiet Færgen og kommunikerer vores kerneidé ”Forlænget feriestemning”, slutter Pernille K. Lydolph.
Hos Deducta er man naturligvis taknemmelig for opgaven:
− Vi er meget glade for, at Færgen har valgt Deducta som samarbejdspartner. Det er altid spændende at være med til at skabe noget nyt. Opgaven bliver ikke “bare” at lave et nyt website og sælge endnu flere billetter online, men i ligeså stor grad at fortælle historien om alle de spændende rejsemål, som findes på de forskellige øer i Danmark − og ikke mindst det at brande øerne som destinationer med mange forskellige tilbud og oplevelser, siger Steen Enegaard fra Deducta.