”Campaign for Prayers” hed den web-kampagne, den svenske folkekirke lancerede op til kirkevalget sidste år, og det budskab lyder som marginalt sjovere end at iagttage våd maling tørre. Men vig bort, du hedning, thi den kampagne var intet mindre end genial.
Den vandt både Epica-guld for bedste web-kampagne, og den blev suverænt hædret med en Epica d’Or, svarende til en grand prix. Det var Forsman & Bodenfors, der skabte kommunikationen omkring et smukt univers, hvor bønnen var bull’s eye for de nysgerrige.
Og forhistorien er sød, da ”Campaign for Prayers” nok var shortlistet, men ikke udvalgt til Epica-finalen. Det fik Thomas Ladefoged, adm. direktør i Huset Markedsføring, til at spille det wild card, alle jury-medlemmer har i hånden. Da først juryen så kampagnen igen og fik forklaringen bag fornuften, blev kirkens budskab valgt hurtigere som vinder, end selv moder Teresa kan sige sin aftenbøn.
Nu præsenterer Marianne Ejdersten fra den svenske folkekirke sin case på DIA10 i overmorgen, og der er stadig plads til de nysgerrige. Kampagnen genererede allerede den første uge 10.000 bønner til kirken, 25.000 var inde på hjemmesiden i løbet af de første syv dage, billedet af kirken blev markant forbedret i befolkningen, og 700.000 stemte ved kirkevalget.
Det sidste er ikke i sig selv en revolution, men det var kampagnen.
Tjek den
her
Også Innovation Labs Mads Ellegaard taler om ”Fremtiden er her allerede – og tilhører den, der får øje på den”, hvilket antyder, at fremtidens marketing allerede kan ses i dag, hvis netværket ellers er i orden.
Mads Ellegaard giver deltagerne de nyeste tendenser inden for marketing og konstruktionen af samarbejdet mellem bureauer og virksomheder. Mads Ellegaard har siden 90’erne været med på forreste vogn i internettoget blandt andet som forfatter til ”E-kampagnen”, medejer af Notabane.net og stifter af Engodsag.dk. Nu er han chef for konceptudvikling hos Innovation Lab og sikrer der, at de nyeste tendenser bliver til konkrete produkter, forlystelsesparker og historier.