En rigtig god og stærk reklamefilm kendetegnes ved, at den brager gennem støjmuren, skaber stor opmærksomhed og knægter janteloven – men den får også både tilhængere og modstandere og må leve med at få hæftet mange kommentarer på sig.
Således er det også med DDBs Søren Kyllebæk, og det var således en branchenyhed af de store, der tikkede ind i forrige uge, da DDB-gruppen meddelte, at han nu vil forlade det bureau, der har været hans liv i 17 år. Han kom til bureauet som konsulent fra AIM, fortrød inden udløbet af prøvetiden, at han var gået ind i reklamebranchen, og sagde op igen. Opsige lsen fik dog en usædvanlig modtagelse. Poul Mikkelsen og Jørn Duus tilbød ham i stedet jobbet som adm. dir. for det dengang lille bureau, Nielsen, Mikkelsen og Duus.
Det var i 1987, og det daværende Nielsen, Mikkelsen & Duus havde 10-15 medarbejdere. 17 år senere er DDB-gruppen en af landets største bureau-grupper, som for et par år siden toppede med over 200 ansatte, og Søren Kyllebæk kan herudover skrive nuværende næstformand og forhenværende formand for Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening på CV’et.
Han har indiskutabelt sat et markant fodaftryk på den danske reklamebranche – både som formand og som adm. dir. for DDB. Bl.a. er det ene R i DRRB et synligt tegn på Søren Kyllebæks indflydelse.
– Grundlæggende var det et spørgsmål om, at blive en branche i udvikling frem for under afvikling. Det ekstra R dækker over et strategiskifte, der tog sigte på at gøre os til en brancheforening for kommunikations-virksomheder frem for blot bureauer i gammeldags forstand, der levede af mediekommission . Det var et spørgsmål om at afspejle en udvikling, vi har set i alle grupperne, hvor stadig flere kompetencer fylder mere og mere, siger Søren Kyllebæk.

Samarbejde med Handelshøjskolen

Advertising Effectiveness Award er også skabt i hans “regeringstid”, og den er nu uddelt tre gange.
– Vi har fået et fantastisk godt samarbejde med Handelshøjskolen, og prisen har ført til to vigtige ting. Dels har vi medvirket til at kommunikation nu er det næststørste fag på cand. merc. Og dels udgivelsen af tre bøger om reklame-effekt, som er en del af grundlaget for faget. Det samarbejde mellem reklamebranchen og en uddannelses-institution er noget, jeg rent faktisk er ret stolt af at have været med til, siger Søren Kyllebæk.
Endelig har han også været i bestyrelsen for Reklameskolen fra starten.
– Og jeg tror, at DDB var den flittigste bruger af skolen, siger Søren Kyllebæk, som udover sit forenings-virke også kan notere sig et bureau, der indtager en markant position på det danske marked.
– Det er da i hvert fald lykkedes at sætte bureauet på landkortet og at gøre kreativitet til en god forretning, siger Søren Kyllebæk, når han skal evaluere årene, der er gået.
At han har været – og er – dygtig vil næppe nogen af hans modstandere forfægte. Lytter man til forskellige bemærkninger er det da også grundlæggende kun hans facon, der nærer kommentarerne.
Han er målrettet og fokuseret, han er meget stræbsom – og kommer let til at virke arrogant, når andre ikke kan fremvise det samme tempo.
Og han erkender det egentlig selv.
– Når man har et temperament, som jeg har, og samtidig et betydeligt drive og vilje til at få ting i gang, så får man nogle gange trådt nogen over tæerne, siger Søren Kyllebæk.
Og så tror han i øvrigt, at opfattelsen af ham blev blødt en hel del op, da han blev formand for DRRB.
– Jeg mener selv, at jeg altid har arbejdet utroligt meget i bestyrelsen. Det kan godt være, at jeg nogen gange har været enerådig, men så har det været for at få gennemført nogle ting, siger Søren Kyllebæk.

Rap over fingrene

Han har dog også selv prøvet – om ikke at blive trådt over tæerne – så at få nogle ordentlige rap over fingrene. Det skete i 2001, da hele DDB-gruppen flyttede ind i Shell-huset for at realisere et multi-brand-hus med en lang række kommunikations-kompetencer under samme tag. Men dot-com boblen var bristet og ganske kort efter flytningen kom så 11. september. I stedet for at fortsætte 10 års ubrudt vækst, gik det pludselig den modsatte vej. Søren Kyllebæk overgik til formands-posten, mens Johnny Henriksen blev hentet hjem fra London, hvor han var en af topcheferne for Tribal DDB, for at overtage posten som adm. dir. for hele gruppen. Den efterfølgende oprydning kom til at koste DDB 40-50 mio. kr. over to år.
Reelt gjorde DDB ikke noget, som mange andre bureauer ikke også havde satset på. Men DDB kom formentlig en anelse senere end de andre ud af det igen, måske fordi hele Shell-hus-projektet var vedtaget og ved at blive realiseret i samme periode og derfor havde sin egen inerti i forhold til udvi klingen af gruppen.
– Man kommer jo uvilkårligt til at tænke en del over de beslutninger, man har truffet, og foretage en del selvransagelse. En af refleksionerne handlede om folk, som desværre ikke stod distancen i modvind. Jeg måtte dog samtidig spørge, hvem der havde ansat dem, og i det øjeblik, jeg havde foretaget den analyse, så var det bare om at smøge ærmerne op og komme i gang. Der er ingen andre end dig selv, der har ansvaret, siger Søren Kyllebæk.
Nu kan han så til gengæld forlade sit job med god samvittighed. DDB-gruppen er på vej i smult vande igen – og er fortsat en af landets største bureau-grupper.
Temperamentet og drivet er formentlig også en del af årsagen til, at han valgte at sige farvel til DDB efter at han sammen med Poul Mikkelsen i så mange år har været turboen i en fantastisk udvikling, hvor bureauet gik fra 10-15 medarbejdere til over 200 på toppen omkring årtusind-skiftet.
Han kunne formentlig godt blive siddende som bestyrelsesformand for DDB-gruppen og adm. dir. for Tribal DDB. Men Søren Kyllebæk vil fortsat udvikling, og han kunne ikke blive enig med DDBs internationale ledelse om en funktion med mere karriere i end den, han havde. Og så var det bare at drage konsekvensen.

Frem til start

Han har på det nærmeste rykket sig selv frem til start igen – ikke tilbage til start, for selvfølgelig er de sidste 17 års præstationer ikke tabt. Men han skal i gang med at kigge på mulighederne – og de ligger ikke nødvendigvis i reklamebranchen.
– Efter den første overraskelse har jeg egentlig mødt megen forståelse over for min lyst til at prøve nogle nye ideer af, fortæller Søren Kyllebæk og fortsætter: – Nu skal jeg så i gang med en grundlæggende research, hvor jeg ligesom, jeg har gjort med mange kunder må definere mulighederne, sætte plusser og minusser på mig selv og så evaluere, hvor det peger hen.
Søren Kyllebæk har en håndfuld personer, som han har tillid til, og som vil hjælpe ham med processen – samt med at vurdere de henvendelser, der har været.
Hvornår man kommer til at se ham i en ny rolle, er ikke til at sige endnu.
– Jeg har ikke travlt og jeg vil godt undersøge mine muligheder til bunds, siger Søren Kyllebæk.