Det bliver PR-helvedet om igen – lige som engang i sen-70’erne, da Greenpeace og Brigitte Bardots protest mod sælfangst lagde store dele af den grønlandske fangerstand i økonomiske ruiner.
Australske turist-billeder af delvist parterede narhvaler, der ligger rådnende i strandkanten langs Østgrønlands kyst, og kun rippet for den karakteristiske tand og det bedste kød, har startet deres rejser rundt i udenlandske internetmedier.
Det bliver ”når” og ikke ”hvis”, de udenlandske protester rammer Grønland igen, frygter Jesper Kunuk Egede, PR-chef i Air Greenland og marketingchef i Grønlands Rejsebureau, der sammen med tre fremtrædende kolleger i et åbent brev har reageret på de ulovligt fangede narhvaler ved Østgrønlands kyst. Det vil skade landet og dets branding.
– For det meste kan vi med henvisningen til vores oprindelige kultur og forsikringerne om, at fangst sker på bæredygtige vilkår, overvinde den skepsis, som flere og flere gæster har over for specielt hvalfangsten og vores kamp for at bevare retten til at fange hvaler, skriver firkløveret.
Bl.a. det tyske mediesite Taz.de har omtalt det som massakre på ”havets enhjørning”. Jesper Kunuk Egede påpeger over for Markedsføring, at mange mennesker forbinder hvaler med en særlig emotionel værdi.
– Og så lige denne hvaltype (narhvaler, red.). Det er ikke ulovligt i sig selv at jage hvaler i Grønland. Men det er måden, det er sket på her, der vil skade os, siger han.
Brandløfte brudt
Jesper Kunuk Egede erkender, at Grønlands brandløfter er brudt.
– Det giver ridser i lakken på det, vi sælger os på, siger han.
Grønlandske landsstyremedlemmer og fagforbund tager godt nok åbent afstand fra hændelsen, men det er tvivlsomt, hvorvidt det når de udenlandske medier. For billeder af over 30 hval-kadavere sælger jo bedre…
– Vi må se, hvor stor skaden bliver. Nu overvåger vi markedet – hvilke medier skriver hvad i hvilke lande. Derefter går vi sammen med Hjemmestyret via vores samarbejde ”Branding Greenland” ind og ser på, hvad vi kan gøre. Men vi har jo ikke mange penge at gøre med, svarer Jesper Kunuk Egede på spørgsmålet om krisekommunikation.
– Det bedste tiltag er at fortsætte det gode samarbejde om at sponsere udenlandske journalisters presserejser, så de kan se og forstå landet og dets kultur. For som de fire brevskrivere understreger det, så er ”bæredygtig fangst, dyrevelfærd og respekt for miljøet hos os i Grønland en mere og mere vigtig forudsætning for, at vi bliver ved med at få flere og flere gæster.