Livsstilsforbrug hænger uvilkårligt sammen med det offentlige rum. For det er her, man signalerer sin livsstil og det er her man viser, hvilke ”selskaber”, man tilhører. Og alt dette sker gennem et meget bevidst forbrug af livsstilskategorierne; fra det rigtige tøj over den mest trendy mobiltelefon til nyeste udgave af et udenlandsk magasin. Men hvad så, når man får små børn, og er nødt til at sætte det aktive udeliv på hold, mens børnene vokser op – Kan man fastholde en tilværelse, som i høj grad er baseret på, at man skaber sin identitet gennem et forbrug, som bliver observeret af a ndre i det offentlige rum? Skifter prioriteterne? Eller forsøger man begge dele? Og hvordan? Ønsker man overhovedet at fastholde sin gamle livsstil? Det har Firstmove sat sig for at undersøge.
Det er interessante spørgsmål, som melder sig, når man forsøger at arbejde sig frem til en forståelse af dagens unge, moderne familier. Nu er det ikke alle unge familier, som udgøres af unge livsstilsforbrugere, men antallet er støt stigende.

Børn som del af iscenesættelsen

Kigger man blot nogle få år tilbage var der tendens til, at unge livsstilsforbrugere ikke var villige til at give køb på deres spændende, og ikke mindst meget udadvendte liv, når de fik børn. Børn skulle ikke være en hindring. Man tog ganske enkelt bare børnene med, når man gik ud. Og gjorde dem til en vigtig del af iscenesættelsen. Man ønskede at sende et signal til omverdenen om, at intet havde forandret sig, blot fordi man havde fået børn – dette gjaldt måske allermest de nybagte fædre. Man ville vise, at man sagtens kunne magte det hele.
F aktisk bidrog børnene nok til at fædrene i højere grad end tidligere kunne vise omgivelserne, at de havde styr på tingene; nu kunne man tackle både job, det generelt spændende liv, man havde, barnegråd og søvnmangel. De små skulle nu optræde på det offentlige rums store scene. Og den fik ikke for lidt – ingen iscenesættelse og optræden uden det helt rigtige udstyr. Så der blev købt ind til børnene. I stor stil. Eller rettere: der blev købt ind til de voksnes optræden og selviscenesættelse gennem børnene. Den ene barnevognsmodel skulle overgå den anden. Og selvfølgelig har et to-årigt spædbarn det bedst i tøj fra de rigtige modehuse, eller hvad! Børnene skulle også indgå i forældrenes iscenesættelse af sig selv som sunde mennesker, så de små pus befandt sig pludselig i tre-hjulede vogne, som blev skubbet af sted af prustende forældre i det rigtige løbeudstyr. Sikkert meget sundt med frisk luft til barnet. Det skete dog i iscenesættelsens navn.
Efterhånden måtte denne type af unge livsstilsforbrugere, som var b levet forældre sande, at kræfterne ikke rakte. Omkostningerne, forbundet med denne livsstil, var for store i længden, både økonomisk, men sandelig også fysisk. Efterhånden kom det til at virke for febrilsk, at man stadig (og desperat) forsøgte at holde fast i en livsstil, som alle i omgivelserne i realiteten vidste ikke kunne genetableres. Og måske var det også en smule latterligt at forsøge. Hvorfor overhovedet få børn, hvis man ikke har overskud til at acceptere og tilpasse sig nye livsbetingelser?
Derfor indgår børnene heller ikke længere på samme måde i iscenesættelsen, heldigvis, men de indgår stadig som en del af den.

Dagens unge, moderne familier

Før dagens unge livsstilsforbrugere fik børn, var hjemmelivet i høj grad forbundet med afkobling. Det var her man ladede op til den hektiske hverdag. Men man brugte også hjemmelivet til en slags mental opladning, hvor tiden blev brugt på at følge med i medierne og altså pleje nogle af de interesser, som man ikke kunne dyrke uden for hjemmet. Det kan v ære at se spændende debat- og dokumentarprogrammer, at fordybe sig i avisen eller give sig tid til at se Discovery Channel eller Deadline på DR2. Hjemmet symboliserede et fristed, hvor man ikke blev betragtet af sit publikum; man kunne tillade sig at glemme alt om selviscenesættelse, livsstil og udseende.
Før børnene kom til verden levede mange af de unge livsstilsforbrugere et sandt Dr. Jekyll og Mr. Hyde liv. Uden for hjemmets fire vægge, hvor man opholder sig det meste af tiden, signalerede man, kontrol over sig selv og sit liv. Et sundt menneske i det rigtige tøj, på de rigtige caféer og som rejser de rigtige steder hen. Derhjemme koblede man så i mange tilfælde fuldstændigt fra – det er hårdt konstant at optræde på scenen for selviscenesættelse. Hvor man ude på café sværger på, at man ikke drikker cola, så kan man sagtens drikke 1,5 liter en lørdag aften, sammen med en pose Matadormix og en plat video. I nogle tilfælde drejede hjemmelivet sig også om økonomisk ”opladning”. Man har måske ikke lige råd t il at holde weekendturen i Paris, og man kan spare op til den næste Prada investering ved at leve mere primitivt derhjemme. Man kan eksempelvis nøjes med billigere føde- og drikkevarer.
Men så kommer der børn. Med børnene sker der et skift i såvel livsbetingelser som prioriteter. Man er nu ”tvunget” til at opholde sig mere derhjemme – og man gør det da som regel gerne. Men for mange er det selvfølgelig en enorm omvæltning, at hjemmet nu pludselig bliver det fysiske omdrejningspunkt i tilværelsen. Og det er da naturligt, at mange ikke ønsker at give fuldstændig køb på livsstilsforbruget og de livsstilsværdier, der ligger deri. Hvad gør man så? Ja, så flytter man iscenesættelsen og dermed publikum hjem. Samtidig forsøger man – om end i mere begrænset omfang – stadig at holde fast i udelivet.
”Vi går da også gerne i byen i biografen og på restaurant, hvor vi får barnepige. Vi bruger byen rigtig meget. – og vi slæber den med hjem. Vi er også sammen i opgangen. De er vores venner. Vi laver mad sammen og fest er sammen”.
”Jeg ser jo ikke vennerne så meget mere. De har jo også fået deres. Men nu fastlægger vi det, så der også bliver tid til dem, og så får den en ordentlig en på skallen. Så skal begivenheden jo også fejres med ordentligt samvær og champagne og hvad ved jeg. Og ikke mindst ordentligt mad”.
”Vi tager tit vores søn med på café. Det kan vi sagtens”.Og hvordan iscenesætter de unge livsstilsforbrugere sig så derhjemme? Det gør de naturligvis gennem forbrug, akkurat som de gjorde før de fik børn. Nu er forbruget dog lagt temmelig meget om. Det er dog vigtigt at understrege, at selvom forbruget nu har ændret sig, så er mange af interesserne fra før-børn-tiden stadig intakte, men de lever skjult lige under overfladen. Øjner man chancen for en shoppe-café-dag uden børn, så griber man den og bruger sandsynligvis lidt for mange penge, akkurat som før familieforøgelsen.
”Men jeg synes det er fedt at gå ud og se, hvad der rører sig. Jeg vil også stadig gerne se godt ud. Behovet er måske større, for man bliv er ikke så bekræftet hjemme. Min verden er blevet så lille. Så min bolig er meget væsentlig for mig. Vi har bygget den op fra bunden. Vi bor i en lille lejlighed i det indre København. Det betyder enormt meget for mig, at her er rart at være”.
Hjemmet byder på mange forskellige muligheder for iscenesættelse. Man ofrer blandt andet mange penge på boligudstyr. Man skal have de rigtige mærker inden for køkkenudstyr og stereoanlæg, og det hele må gerne krydres med nogle etniske ting, man selv har haft med hjem fra lange rejser. Disse rejseminder fortæller nogle spændende historier og demonstrerer med tydelighed, at her bor personer, som har både rejst og opdaget. Interessant er det, at værdier, som man uvilkårligt forbinder med det offentlige rum, nu trækkes med hjem. Da man eksempelvis kun sjældent tager små børn med i biografen, flytter man i stedet biografoplevelsen hjem og man investerer i storskærme og de nyeste film på DVD. På samme måde køber man musik, mixet af de hotteste dj’s, nu hvor man ikke længere kan drage ud i nattelivet og opleve musikken live.
Man er generelt uhyre kvalitetsbevist og køber dyr chokolade, kaffe, italienske kager og man skaber et lydbillede á la Costes i Paris. Livsstilsmagasinerne, helst Wallpaper, ligger fremme på sofabordet, når der kommer gæster. Og det gør der tit. Man inviterer i ét væk venner, naboer, familie og endog forretningsforbindelserne hjem, så de kan nyde det ultimative inden for selviscenesættelse: maden. Ud over selve maden ofres der en del penge på at købe de nyeste kogebøger. Der ofres måske ligefrem en kok, når publikummet er af særlig karakter.
”Jeg kigger stadig på tøj og mode. Men nu kigger jeg også på møbler og hjemmeting og køkkenting. En ny Global kniv. Sådan nogle ting går jeg rigtig meget op i nu”.