Der er efterhånden ikke meget, din smartphone eller tablet ikke ved om dig.

Samtaler, kontaktpersoner, søgninger på nettet, sms’er, fotos – også de mest private af slagsen.

Og ikke nok med det, du ”betror” også dine elektroniske kommunikationsredskaber andre hemmeligheder som passwords, kreditkortnumre eller kontonumre til banken.

Med andre ord har mobile enheder skabt et virtuelt vindue til folks liv, og det er netop essensen i en ny kampagne, ”Enjoy Your Privacy”, fra softwareselskabet Norton, som har til formål at give de ivrige smartphone- og tablet-brugere et ”wake up call” – og minde om, at blot et enkelt skødesløst klik kan sende fortrolige informationer på forkerte hænder.

Budskabet er naturligvis, at ingen enheder er sikre uden den rigtige adfærd eller beskyttelse – og kampagnen forsøger at demonstrere dette ved at lade brugeren interagere med syv fiktive personer. Interaktionen foregår ved at man synkroniserer mobiltelefon og computer via kampagnens hjemmeside.

Den interaktive fortælling er skruet sammen af 70 videosekvenser, som gør brugerne i stand til at navigere frem og tilbage i historien og mellem de forskellige bygninger, hvor hele fortællingen foregår.

Besøg kampagnesitet her og se, hvad der gemmer sig af hemmeligheder – og se kampagnevideo her.