Det er tid til at fundere over ”uretfærdighed”. Den store, som når 70 pct. af de mennesker, der lever for mindre end to dollar om dagen, er kvinder.
Eller den lille: Når det spinkle 7-årige barn kryber sammen i hjørnet af skolegården, fordi det er bange, udstødt af legen, ikke elsket nok, og slet ikke set. Endnu.
Begge dele har gruopvækkende konsekvenser, men sagens kerne er desværre den samme, nemlig at verdens goder er meget, meget ulige fordelt, og fra tid til anden tvinges vi til at tage stilling.
På lørdag sker det igen, når Danmarks Indsamling ruller over skærmen på DR1. Temaet er uretfærdighed, fordi uretfærdighed er et grundvilkår, der forhindrer mennesker i at realisere deres potentiale. Det er jo det, vi frastødes af, og det vi forhåbentlig opponerer mod.
Mennesker har ret til et værdigt liv, og det får de ikke, hvis uretfærdigheden holder dem væk fra muligheder, de fleste af os tager for givet.
Vi spørger Sune Bang fra Kommunikationsbureauet København, der for 9 år siden tog initiativ til Danmarks Indsamling, som indtil videre har samlet mere end 650 millioner kroner ind:
Hvad er det, der gør Danmarks Indsamling så speciel?
– At det er hele Danmarks indsamling. På trods af højt skattetryk, finanskrise og en i forvejen meget fornem villighed til at støtte organisationer hen over året (danskerne støtter over 4 NGO’er i snit, red.), så giver danskerne flest penge per indbygger til disse samlende tv-shows, siger Sune Bang.
Men erhvervslivet?
– Virksomhederne har bidraget med over en tredjedel af det indsamlede beløb, så det har en kæmpe betydning for både det indsamlede resultat og for den folkelige forankring. Virksomhederne lige fra de mindste til de største har en villighed til at hjælpe mennesker langt fra vores trygge virkelighed.
Men hvorfor?
– For det første støtter de op om, at det vitterlig er en national begivenhed, når alle står sammen om at hjælpe. For det andet er det efterhånden indbygget i virksomhedernes ansvarligheds-strategi.
– Jeg tror, det er så enkelt, at vi danskere forstår, at det nytter at hjælpe andre, og at vi har en slags pligt, fordi vi selv har det så relativt godt. Kald det for en grundlæggende medmenneskelig indstilling.
Hvorfor ”uretfærdighed” som årets donor-koncept?
– Det var et valg, vi foretog i år. De andre år har det været konkrete grupper som børn, familier eller mødre, som lever med nogle livsvilkår, der er, ja uretfærdige.
– I år har de 12 organisationer i stedet for fokus på en konkret gruppe mennesker, valgt netop at sætte fokus på ”uretfærdigheden” i at blive født et sted, hvor man ikke uden hjælp kan opretholde et værdigt liv. Det tror vi, motiverer os både individuelt og kollektivt.
– Vi forstår jo helt umiddelbart, når noget er uretfærdigt – vi oplever næsten en fysisk reaktion, når vi oplever uretfærdighed. Og når det har livstruende konsekvenser, vokser villigheden til at reagere og hjælpe, slutter Sune Bang.
Se her to af de film, der vises for at inspirere og opmuntre til donationer i år.