Det er ikke nyt, at 24 erfarne fynboere arbejder sammen under samme reklameparaply, men nu har de givet sig selv et nyt navn Kindly.
Flere års vækst, udvidelse og efterspørgsel har fået gruppen til at springe ud som venligheden selv
– At navnet blev Kindly, er et udtryk for, at vi gerne vil hedde det, vi rent faktisk er, siger Henrik Larsen, den nye bureaudirektør i Kindly.
– At vi er kompetente, er et must for at være i branchen. At vi holder ord og er konkurrencedygtige er andre forudsætninger, som vi også opfylder, men vores specielle DNA, og der hvor vi skiller os ud er, at vi er meget menneskelige og hurtigt kommer på bølgelængde med vores kunder. Det er den tilgang, vi gerne vil signalere med navnet.
Kindly udspringer fra Clausen Grafisk, der gennem en årrække er udvidet med flere kompetencer, og folkene er ”sivet” ind ad døren. Flere mindre enheder er ”suppleret op,” som direktøren siger, og især nye online kompetencer som rådgivning, undervisning og tekniske løsninger er der investeret i.
Slutningen er et godt sted at starte
Vores motto er; vi starter altid med slutningen, fortsætter Henrik Larsen.
– Det er et udtryk for vores måde at arbejde på, hvor vi uanset opgavens art eller omfang, altid starter med at sætte fokus på den konkrete udfordring og kundens målsætning.
– Det giver det bedste grundlag for en god løsning og er netop med til at sikre effektivitet. Vi har valgt at kommunikere essensen af vores tilbud til kunderne og effektiviteten i vores payoff, der lyder: ”Skarp kommunikation og gode ideer”.
Kindly’s kundeliste indeholder en lang række kendte brands, både regionale og på landsplan, der samlet repræsenterer mange brancher og produkttyper. Kindly har leveret en bred vifte af designs, kampagner og digitale løsninger.
Kindly er stadig en del af ”Clausen Gruppen”, der har mere end 25 år på bagen, og som foruden reklamebureauet Kindly også står bag trykkeriet Clausen Grafisk.
Koncernens ejer, Thorsten Clausen, ser mange fordele i at kunne tilbyde de kunder, der i forvejen kommer i huset for at købe tryksager, et godt reklamebureau. Men han glæder sig også over de mange nye kunder, som bureauet de seneste år har hentet i konkurrence med andre fynske rivaler.